Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
187
teater, er desværre ikke bekjendt; sikkert er det derimod, at hr.
Bull skylder dette tillæg til sin trykte bog sit stykkes sukces.
Jeg forudsætter, at idéen til dette store nummer er helt
teatrets egen, og jeg kan forstaa den tankegang, som ligger
bagelen. Teatret kjender, om ikke menneskene, saa ialfald publikum
bedre end hr. Bull; det ved, at publikum tror mere paa, hvad
det ser, end paa, hvad det hører. Det kan være godt nok, at der
en tylvt akter igjennem fortælles vidt og bredt om Tordenskiolds
bedrifter — baade af andre og af ham selv —, men tilsidst
forlanger publikum at faa syn for sagen, det vil overbevises, det
vil selv kunne dømme om heltens mod og bedriftens storhed.
Og det er jo netop denne anledning til selvsyn, teatret har villet
give del publikum, til hvis dom hr. Bulls stykke appellerer.
Egentlig har vi jo alle noget af denne publikumstrang til at øve
kontrol; naar saaledes i et drama en mand gaar rundt og skal være
betydelig, og han — som f. eks. Eilert Løvborg — ikke har meget
andet at pukke paa end en bog, han har skrevet, men vi andre
ikke læst, saa kommer der en lyst op i mig til at raabe op til
ham : hid med bogen !
Et saadant selvdigtende eller meddigtende teater er jo ellers
unegtelig en lidt betænkelig institution. Det vilde efterhaanden
kunne blive vanskeligt at dele æren i retfærdige parter mellem
de forskjellige digtere: instruktøren, som egentlig fører digtningen
an og leder den hele exercitie, teatermaleren, maskinmesteren,
kapelmesteren.....og endelig forfatteren, der selv maa vide,
hvad for en rest der blir tilovers for h a m. Paa et teater af
denne særegne art vilde man vel heller ikke let kunne negte
de enkelte skuespillere en vis begrænset ret til ved passende
lei ligheder — saaledes f. eks. naar konsul Nielsens næste farce
skal opføres — at digte med. Det kunde da, naar stykket endnu
ikke forelaa trykt, paa førsteforestillingens aften blive en yndet
og ganske spændende leg for kritik og andre interesserede at
gjætte sig til, hvilke repliker skyldes teater eller skuespiller og
hvilke forfatteren selv. Jeg tilstaar, at jeg allerede har drevet
denne sport en smule; jeg tilstaar ogsaa, at jeg sidste gang
gjættede slemt feil. Det var, da oberst Danckwart paa Julie Wisters
udraab: «.Jeg hader krigen!» med den pudsigste betoning svarede:
«Ich auch!» og forsvandt ud af døren. Det syntes jeg straks
var et morsomt indfald af Ludvig Bergh, den spøgefugl! Men
det var bare hr. Bull, som havde havt et Ludvig Berghsk øieblik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
