Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Harris Aall: Bevolutionsideernes virkeliggjørelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rrevolutionsideernes virkeliggjørelse.
249
isolerede individer, og denne opløsning af det af livslovene
forenede er krig.
Man kan ud fra denne forstaaelse næsten forbause sig
over, at disse individualismens principryttere, som kaldes
mænd, overhoved har kunnet hitte paa samfunds- og
broderskabstanken. Historien hæver dog vor forbauselse. Det er
nemlig historisk sikkert, at da mænd dannede sine første
samfund, gjorde de det «nødt og tvungen», — til beskyttelse
mod fælles fiender. Den eneste fællestanke mellem
samfundsmedlemmerne var det fælles fiendskab til andre
samfund! For at hævde sin individualitet overfor endnu større
tvang var det, at de selv paalagde sig en mindre — og den
mindst mulige. Det var ikke som udtryk for nogen indre
drift. — Herodes og Pilatus kunde nok blive forbundne, da
frygten for, at en ny jødernes konge skulde gjøre dem begge
deres herskerstillinger stridig, drev dem sammen, og den
franske tredjestand kunde nok proklamere broderskab,
saalænge samhold mellem dens medlemmer var en betingelse
for hævdelse af dens individualitet overfor første og anden
stand, og indtrykket deraf endnu var i frisk minde. Men
broderskabet svandt med den tvingende fælles fare. Og naar
vort aarhundrede kan pege paa saadanne sammenslutninger
som socialismen, kollektivismen, Trade unions, foreninger
mellem arbeidere og foreninger mellem arbeidsgivere, er det
heller ikke næstekjærlighed, som her søger sig institution;
i saa fald vilde ikke økonomisk borgerkrig med strike og
lockout været sammenslutningernes hovedmidler og den ene
parts betvingelse ved sult ikke deres nærmeste følge. Da er
anarkismen et mere ægte skud af mandens samfundstanke.
— Næstekærlighedens religion har i aarhundreder staaet paa
programmet som de civiliserede nationers konfession, i de
fleste samfund endog i form af «statskirke». Men nærmest
som en selvironisk illustration paa den i indledningen berørte
sandlied, at vi mennesker som regel handler efter
følelseslivets impulser i strid med den bedre erkjendelse. — Vi kan
inderlig vel forstaa, at friheds- og lighedsideen blev knæsat
og fik leve op. Thi lighed er en formel konsekvens af alles
frihed, og frihed var det sprogudtryk, hvori tidens mænd
gjenfandt sit naturbestemteste væsen, sin individualisme, sin
selvherskertrang. Og det forbauser os ikke mere, at
broder-skabsideen blev den dødfødte af revolutionsideernes trilling-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
