Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Gustave Flauberts romantiske digtning.
317
straalende gudeverden blegner. Han ser dybt nede i mørket
vældige skikkelser, det er ældre tiders gudeslegter, som efter
hinanden er styrtede i afgrunden, titanerne, giganterne,
hekatoncheirerne, kykloperne. Nu er ogsaa Olympens tid
forbi. Han hører en dump røst: «Vi ved dette vi andre.
Guderne maa dø. Uranus blev lemlæstet af Saturn, Saturn
af Jupiter. Han vil selv gaa i sin tur. Det er skjæbnen.»
Atter andre guder. Etruskiske, gammel-italiske. Der
er en enkelt gud, som opholder sig uforholdsmæssig længe
paa scenen. Det er fordøielsens Gud — Crepitus — det har
øiensynlig været en altfor stor fristelse for digteren at
fortælle hans historie.
Saa gjenlyder pludseligJehovahs stemme: «Jeg var
hærskarernes Gud, Herren, Herren din Gud.» «Det er mig, som
har brændt Sodoma. Det er mig, som har skjult jorden
under syndfloden. Det er mig, som har opslugt Farao og
kongens sønner, krigsvognene og deres styrere. Jeg taalte
ingen fremmede guder, jeg tilintetgjorde de andre. Jeg har
knust de urene; jeg har ydmyget de overmodige — —.»
Men nu er Jehovahs folk splittet, hans tempel ligger øde.
«Jeg var hærskarernes Gud» —.
Der blir en umaadelig stilhed. En dyb nat.
Alle guderne er borte. Den ene slegt har afløst den
anden. Den ene religion har maaske laant til den anden og
saaledes levet videre gjennem denne. Men alle skal de gaa
tilgrunde. Enhver i sin tur. Alle skal de skifte form,
fornyes. Det gamle testamentes Gud er ikke den samme som
det nye testamentes.
Det er etslags gudernes evolutionshistorie, Flaubert har
villet fortælle. I store skinnende billeder.
Antonius staar ene igjen og stirrer ind i den clybe nat:
«De er alle borte.»
Saa viser pludselig Hilarion sig, men i en helt anden
skikkelse, skjøn som erkeengel, straalende som en sol–
Antonius ser op mod ham:
«Hvem er du?»
Hilarion: «Mit rige er universet, mit begjær har ingen
grænser. Jeg vandrer altid videre, befrier sjælen og
undersøger alle verdener, uden had, uden frygt, uden skaansel,
uden kjærlighed og uden Gud. Man kalder mig videnskaben.»
Antonius viger tilbage: «Du er snarere — djævelen.»
Og nu aabenbarer Hilarion sig for ham som djævelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
