Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Hjalmar Christensen.
og tar ham med paa sin høie flugt gjennem himmelrummet
for at vise ham universet.
Fra skyerne ser Antonius jorden i perspektiv: «denne
lyse plet er ørkenen, denne lille vandflade oceanet. Og der
dukker frem nye oceaner, umaadelige vidder, som jeg ikke
kjender. — — Jeg prøver at opdage de bjerge, hvor solen
hver aften gaar ned.»
Djævelen: «Solen gaar aldrig ned.» Antonius er ikke
overrasket ved at høre denne stemme, den er ligesom et ekko
af hans egen tanke. Videre og videre flyver djævelen.
Antonius begynder at ane universets uendelighed. «Tar alt
dette ingen ende?» spør han djævelen. «Nei,» svarer
djævelen, «Gud er uendelig. Hvilken erfaring har kunnet beskrive
ham, hvilken tanke har kunnet bestemme ham.» «Han er
evig, han er evig bevægelse.» «Betragt solen! Der staar
høie flammer af den, de udsender straaler, som spredes for
at bli verdener; — og bag den sidste sol, bag de dybder,
hvor du kun ser nat, hvirvler der andre sole, bag dem atter,
atter i det uendelige.» —
«Du taler om Gud, du udstyrer ham med dyder, godhed,
retfærdighed, mildhed, istedetfor at erkjende, at han besidder
al fuldkommenhed.
At ville fatte noget over dette, er at ville-fatte Gud over
Gud, tilværelsen over tilværelsen. Han er det eneste væsen,
den eneste substans.»
I denne panteisme opløser digtet sig. Men Antonius gjør
nye spørgsmaal. Djævelen svarer med nye tvil: «Hvad du
kalder form, er kanske blot en vildfarelse af dine sanser, hvad
du kalder substans, kun en indbildning af din tanke. Hvem
ved, om ikke verden er en evig strøm af begivenheder og
ting, skinnet det eneste, illusionen den eneste virkelighed.»
Under alt lurer ogsaa hos digteren selv den dybe
bundløse tvil, der forekommer hos næsten alle store aander af
den galliske race, enten de som Pascal finder trøst i kirken,
eller som Flaubert i videnskaben, i den rastløse forsken. —
«Det eneste, vi tilsidst ved, er dog, at vi intet ved.»
Djævelen har forladt Antonius. Han ligger tilbage, i
feber, hallucinationerne begynder paanyt. Han ser sin
barndom for sig: han husker, at han af smaasten opførte en
eremitbolig, mens hans mor stod og saa paa. Og han tænker
paa Ammonaria, — hvor hun nu kan være, — han længes
efter hende, begjærer hende —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
