Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
333
Hendes kjærlighed stiller dem udenfor hensynene til andre
mennesker, gjør dem helt . beroende af hinanden og ellers af
ingen; hans giver ham en ny grund til at tage hensyn, bringer
ham i endda et afhængighedsforhold til udenverdenen og den
almindelige dom. Hans liv er at være fører og styrer, at forme
menneskers livsbetingelser, at give sit folks udvikling retning og
fart. Men saadan som det politiske liv arter sig i hans land —
og vel forøvrigt overalt —, blir netop det, som er ham selv
sterkest og eiendommeligst, det som er hans inderste evne, hans
overbærende forstaaelse af menneskene, hans hensynsfulde form,
en svaghed, som lokker til angreb; han faar skin af tvetydighed,
tilsidst af forræderi. Saa staar han pludselig alene tilbage, forladt
af alle partier, en fører uden tropper, misforstaaet, haanet; og
eftersom han fordyber sig i selvbetragtninger og filtrer sin sjæl
op i evindelige spørgsmaal: hvorfor? hvorledes?, er han tilslut
selv næsten nær ved at tro, at han virkelig er den, som de andre
siger, og at han endelig er blevet indhentet af den skjæbne, han
længe har fortjent. Alle disse stemninger af skuffelse og smerte,
mismod og fortvilelse farver af paa hans kjærlighed; mindre og
mindre formaar han at se lykke i at knytte en elsket kvinde til
et liv som sit. Med opbydelse af al sin sjæls styrke og al sin
viljes overmagt faar Tora endnu engang livstrangen og livstroen
op i ham; men i næste øieblik rammer et nyt, et sidste stød
ham, og saa brister for ham sammenhængen med livet, ligesom
en fin streng, der spændtes ud over evne.
Jeg havde, oprigtig talt, ikke ventet mig meget af teaterchef
Bjørn Bjørnsons fremstilling af Paul Lange. Naturligvis
maatte han, saa velskoleret og velstuderet en skuespiller som han
er, forholdsvis let kunne give det ydre billede af manden —
politikeren og excellencen, velklædtheden og anstanden, hele
façaden ud imod menneskene, — og hans optræden maatte
nødvendigvis virke med dobbelt kraft paa publikum, naar han som
her fik lagt sin fars, selve digterens autoritet til sin egen. Men
nu det intime billede af Paul Lange, de indre rum, de
hemmelige kroge i ham, — saadan som han er i sig selv, og som han
er mod det ene menneske, mod hende, hvis kjærlighed har
loddet til bunden af hans sjæl, og for hvem han efterhaanden
udbreder alt sit væsen, hver finspunden traad af tanke, hver den
skjulteste fold af følelse, — hvordan skulde vel Bjørn Bjørnson
kunne give os dette billede, som syntes at ligge hans robust
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
