Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Havelock Ellis: Rusland - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rusland.
423
har aldrig været ligefrem og oprigtig personlige. De kan have
været individuelle, ja excentriske, de kan have skrevet sine bøger
for at give en overstrømmende energi afløb, men sikkerlig ikke
af nogen overvældende trang til at aabenbare sine egne
sjælehemmeligheder. Ja, ordet «sjæl» møder os aldrig, naar vi
tænker paa de engelske fortællere — som Fielding, Smollett, Jane
Austen, Scott, selv Richardson. Hvis vi gaar til mere moderne
forfattere, saa kan det nok være sandt, at de kvindelige
fortællere ofte danner en undtagelse, men mændene er endnu fri for
nogen direkte personlig berørelse med sine læsere. Bulwer
Lyt-ton’s opstyltede entusiasme, Thacheray’s snobbede anti-snobberi,
Dickens paagaaende filantropi var kanske personlige egenskaber;
men de var ikke aabenbarelser af nogen personlighed ; de kan
rigtigere betragtes som de keitede forklædninger, under hvilke
meget følsomme mennesker søgte at skjule sin personlighed. At
vende sig til de russiske fortællere er saaledes at træde ind i en
ny verden, for her finder vi skribenter med de mest
ubestridelige evner, som under lette forklædninger viser sig selv frem
med barnslig ligefremhed og aabenhed, uden nogen frygt eller
falsk skamfølelse over, hvad vi, læserne, kan tro om dem.
Enhver, som har reist gjennem Rusland og er kommet i
samkvem med befolkningens forskjellige klasser, begynder snart
at faa tag i, at de russiske romanforfattere ikke blot aabenbarer sin
egen sjæl; de vover at være oprigtige, fordi de ogsaa aabenbarer
en side af den races sjæleliv, de hører til.
Efter et besøg i Rusland faar vi først begreb om, hvor
nøiagtig de store russiske romanforfattere har gjengivet nationens
sjæl; vi faar ogsaa tag i, hvor virkelig sammenhængende deres
forskjellige ytringsmaader er, og det kanske mere levende end en
russer er istand til at se. Hvis vi vil tage frem og stille
sammen en haandfuld af de mest slaaende og betydelige, og paa
samme tid mest personlige russiske romaner, kunde vi vælge
Tschernischevsky’s : «Hvad skal vi gjøre?», Turgenjeff’s «Fædre og
sønner» og hans «Senilia», Dostojevsky’s «Minder fra dødens
hus» og hans «Idiot», Tolstoy’s «Anna Karenin» og
«Opstandelse», Garschin’s lille fortælling «Skarlagensblomsten» og
Tschek-kof’s «Moojik». I dette halve dusin bøger synes vi at finde de
mest forskjellige tendenser og standpunkter, livssyn hos
adelsmænd, forbrydere, sindssvage, hos dem, som har stræbt efter at
opbygge samfundet ved magt, eller dem, som kjæmper mod slige
metoder, eller dem, som smiler af det hele, hos folk, som ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
