Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Kunstens væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Bøgh.
billeder og byder dem tilsalgs, at de giver konserter og at
de lader sine poesier trykke, og endelig, at de bliver rasende,
nåar publikum ikke kjøber deres billeder, ikke besøger deres
konserter, ikke læser deres poesier? Peger ikke alt dette
derhen, at kunsten ikke er individets sag, men slegtens,-
at individet har at bøie sig for slegtens love, at kunsten er
en social magt, som ikke vilde være mulig uden en vis
almengyldighed i den æstetiske dom overhovedet.
Forfatteren mener selvfølgelig ikke, at med paavisningen
af illusionstrangen som kunstens egentlige kilde skulde
enhver strid være skaffet ud af verden. Forskjellige domme
vil nu som før fældes over kunsten, thi menneskenes illusi
onstrang er forskjellig, og om en bestemt kunst tilfredsstiller
den eller ikke, afhænger i det enkelte tilfælde altid af arten af de
forestillinger, som et menneske har om naturen og livet.
Men hvad forfatteren tror vil være opnaaet, nåar illusions
teorien først engang er erkjendt som rigtig, det er, at
man for fremtiden dog idetmindste vil vide, hvorom det
dreier sig i kunsten og dommen over kunst. Man vil ikke
mere søge et kunstverks værd i ting, i hvilke det absolut ikke
kan ligge, og man vil ikke mere betegne et kunstverk for
hæsligt, fordi det opviser træk, som maaske er en seiv
usympatiske, men meget godt kan behage andre.
Idet forfatteren indrømmer som noget selvfølgeligt, at
enhver kunstteori er indskrænket i sin gyldighed, da enhver
er barn af sin tid, eller skulde idetmindste være det, gjør
han udtrykkelig opmerksom paa, at hans teori er i hoved
sagen opstaaet i 80-aarere af forrige aarhundrede, altsaa i
en tid, i hvilken den efter hans mening sunde realistiske
kunst naaede høidepunktet af sin udvikling. Den er derfor
et teoretisk udslag af realismen. Vistnok forliger illusions
principet, som allerede antydet, sig ligegodt med den ideal
istiske som med den realistiske retning. Men hans person
lige opfatning af kunst gaar, overensstemmende med den
tid, i hvilken hans æstetiske dom har udviklet sig, helt til
den realistiske side. Han har derfor ogsaa i bogens titel
udtrykkelig antydet sin realistiske grundretning, idet han
dog betoner, at han meget nøie skjelner mellen realisme
og naturalisme.
Forfatteren erkjender, at denne realistiske anskuelse
betragtes af mange som et allerede overvundet standpunkt.
362
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
