Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Samuel Mc. Comb: Maa vi have dogmer?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maa vi have dogmer?
Og hvilket svar vi end giver, bliver det et dogme. Ethvert
forsøg paa at afskjære religionen fra dens metafysiske rødder
har vist sig og vil altid vise sig forgjæves. Enten det er Kant’s
moralske lov i samvittigheden som en røst ovenfra, eller Fichtes
subjektive mysticisme, hvor sjælen ser alle ting i Gud, eller
Jacobi’s tro som en indre følelse af guddommens stadige nærvær
i det fromme hjerte, eller Harnacks historiske realisme, som
indskrænker os til erfaringen og ikke aabner nogen dør til et
aandeligt univers udenfor, overalt bliver vi dømt til en splittethed,
som skjærer sig ind til vort fornuftlivs grundvolcl; og vi kan
ikke andet end gjentage Jacobi’s fortvilede ord: «Med hele min
forstand er jeg en hedning, med hele mit hjerte en kristen; jeg
flyder mellem to strømme, den ene drager mig ned, den anden
løfter mig op.» Mennesket er et væsen med omfattende dømme
kraft, med blikket rettet fremover og bagover; af enheds- og
aarsagsprincipet, som udgjør uopløselige dele af dets aandelige
liv, drives det til at spørge, om dets erfaringer kan forklares
anderledes end gjennem objektive realiteter, som svarer til dem.
Endvidere vi har moralske og praktiske ligesaavel som
intellektuelle behov. Folkets religion med sine «omvendelser»,
«sammenkomster», «evangeliske arbeidsmaader» o. s. v. bliver
let et bytte for svaghed, daarskab og de feil, som følger med
individuelle fantasier, simpelt hen fordi den gaar frem uden teologi
ens veiledning og indflydelse. Naar fornuften tages tilhjælp ogsaa
i religionen, fører det med sig et videre syn og en aandelig lige
vegt, som bevarer sindet for den fanatisme, der i saa høi grad
skjæmmer folkets tro, og ligeledes for den overfladiskhed, som
er forbandelsen i saa megen moderne humanitet. Ikke ved geistlige
intriger, men ved ophøiede idealers egen kraft har enhver opløf
tende religiøs bevægelse grebet menneskesjælene. Reformationen
i det 16de aarhundrede, puritanismen i det 17de, den evangeliske
bevægelse i det 18de og den engelsk- katolske bevægelse i sidste
aarhundrede var i sin grund frugten af store ideer, som gjærede
i tidsaanden. Og hvis vor slegt skal frelses fra vanmagt og
fortvilelse ligeoverfor de alvorlige intellektuelle og sociale pro
blemer, den har faaet at løse de vanskeligheder som hidrører
dels fra den agnostiske videnskab, dels fra de sociologiske studiers
lryk kan det alene ske gjennem en lære, der er omfattende,
rig og ædel menneskelig en lære, som ikke ringeagter förtiden
og dog er fuldt loyal mod nutiden.
Hvad skal vi endelig sige om dogmernes fremtid? For
384
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
