Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Had
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den anden svarede stille:
nem alle aarer. Hun var dagen og livet. Hun var af clem,
som ungdommen elsker og favner ...»
«Og saa mere!» raabte den halte, «hvorfor falder du i
staver . . . fortæl mere.»
«Hvad mere? Behøver du mere? Du hører jo, hun var
min! Hun blev min under feber og kamp. Hun forlod en
mancl, der elskede hende som sit blod. Det skræmte os ikke.
Vor lidenskab netop i de dage, hun forlod ham, var vanvittig.
Og netop de clages vildskab stod siden og lyste for os som
en rød varde. Vi blev ikke trætte af hinanden. Vi levecle
ikke en hverdag sammen. Ikke saa længe hun levede . . .
Se, alt dette tænker jeg paa . . . Fortæl saa du, hvad du
erindrer! Fortæl det stille . . . Pust ikke saa dybt ... Og
hug ikke slig med din krykke. Vi er jo gamle. Lad os se
rolig paa vort liv.»
Den halte olding sad stille en stund. Saa sagde han:
«Mit liv var mørke fra min barndom. Jeg kjæmpede
mod fattigdom. Jeg saa mine forældre dø. Min slegt var
ulykkelig. Gjennem den gik mørkets moder og pegte ud
dem, hun vilde eie. Nogle af dem rammecle uforudseede
ulykker, nogle havde hang til selvmord. Jeg gik om med
en lam fod og en rædsel for at falde i mørket.»
Den halte olding tiede. Den blinde ved hans side bleg
nede langsomt. Hans hvide øine gik i et med hans ansigt.
Den anden saa paa ham hele tiden. Lidt efter blev
han ved :
«Saa traf jeg en kvinde, som syntes mig at komme fra
de steder, mod hvilke jeg seiv havde higet . . . fra en verden
med sterk sol og skjønne blomster. Jeg elskede hende. Jeg
troede, hun elskede mig igjen. Hun steg frem med sin store
livsoverflod. Hun saa paa mig, og blikket kaldte dyb glæde
frem. Hun trak mig med sine arme op paa jorden. Jeg
sprang om og jublede. Mørkets moder havde ingen magt
over mig mere. Jeg sprang om, hører du; jeg skjalv for dette
lys; det var jo altfor stråa lende. At dette lys var for mig!
Det var saa vanskeligt at fatte! Men endelig forstod jeg det.
Og da blev jeg rankere end andre. Jeg gik saa let. Jeg
glemte, at jeg var lam i min fod. Faa kunde se, at jeg før
havde gaaet omkring med mørke tanker ... Vil du høre mere?»
Den blinde svarede stille: «Ja . . . hvis der er mere.»
219
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
