Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Litterær oversigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad venter du stilhed i nattens tide,
Litterær oversigt.
Den anden magt i Hamsuns digt er Pan. Det er Pan seiv, der
har ordet i Svend Herlufsens vise. Denne Svend Herlufsen er en af bogens
prægtigste skikkelser. Hvilken bred og djerv ro er der ikke over hans hold
ning, hvor fast planter han ikke sine ben, og hvor skarpt er ikke hans blik
har livet skuffet hans lidenskabelige sjæl, han har dog vidst at tåge sig
tilrette. Det er ham, der synger:
«Hvor lyder den knurren i natten rolig!
Læg øret til jorden og hør:
Endelig kommer den, kjendt og fortrolig
en tone, som aldrig dør.
Hvad er det? Det lyder som vin, der gjærer?
Du feiler. Det syder og ætser og tærer.
En verden som ligger og klør.
nåar vaaren og livet gryr?
Det dirrer af kamp saa vidt og vide,
som dyr monne møde dyr.
Og skabningen näppes og næses og narres,
og skabningen prøves og pines og parres
og øie slaar øie i fyr.
Se, natten er livet os kvinden dets hersker,
og manden er oksen i verden, som tersker,
den tone som aldrig dør.»
Livet bruser gjennem dette digt. Et digt om Pan og mennesket. Læs
disse linjer om munken, der vender tilbage til den hjemlige jord:
jeg fløi henad veiene
at finde det likeste udsigtssted,
til bygd og til bjerge, til land og til led.
Det var som en brusende storfugl førte mig.
Det nikked fra skogen, hver smaabusk hørte mig.
Jeg kjendte et væld af forandring og graad
og vidste siet ikke min arme raad.
Der stimed en skare af minder tilhaande,
en hjemve til græs og til sovende vand,
en kalden fra sjø og fra blaanende rand
jeg kjendte den,, jordens inderste aande.
Og rødderne i mig de ledte sig. ned,
tilbunds, ned i mulden paa dette sted,
hvor engang i tiden jeg seiv var runden.
Og aldrig var eneren lodden som her
og prydet med korset var alle dens bær.
Og aldrig var tuen saa grønklædt fnnden.
Der gjemmer sig i «Munken Vendt» en bog om kvindens elskov og
nag, hvor mangelunde kvinderne elsker, hvor nogle er hastige til had, hvor
ledes andre aldrig lærer at hade, hvorledes letsind kan elske og det haarde
stolte kvindesind og det gode dumme kvindehjerte. Der er just i bogen om
munken "Vendt og kvinderne nogle af det store digts merkeligste scener,
.straalende af dramatisk liv.
Kvinderne har munken kjær. Men han elsker én. Han ofrer sin mel
sæk, for at BHs skal faa sko af det røde skind. Hvorhelst han vender sit
øie, «træffer det hende og træffer det nøie». Blis er enkel og naiv, ikke
videre begavet og ikke videre fin, et naturbarn som munken, men uendelig
ringere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
