Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Balthazar Schnitler: Kongens fæstemø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kongens fæslemø.
Deres far, kong Harald i Danmark, hadede og forfulgte
dem begge Sven, fordi han var ræd ham, bende, fordi hun
ikke vilde lade sig skjænke bort som seiersbytte!
Thyra kjendte sit legeme dirre af harm ved erindringen
om den vilde Jomsviking, næsten saa gammel som hendes
far, men med øine, som luede saa stygt, da de tvang hende
til giftermaalet. I den yderste nød, da hun allerede troede
sig fortabt, og medens Styrbjörn sad drukken i bryllupsgildet
og skrød blandt sine mænd, var Olav og Sven dukket op og
havde reddet hende hidl Lige efter faldt Styrbjörn; han var
nok lige sæl han, nåar han bare fik alle hendes godser, som
fulgte med! Underligt! Ung og ugift, som hun var, saa var
hun altsaa egentlig enke.
Havde det endda været til en mand som Olav, at man
havde villet skjænke hende!
Hun strakte sig, lukkede øinene og skreg et lidet, ganske
lidet skrig ud, ved tanken paa hvilken fuldkommen mand
hun syntes han i alle dele var! Og nu var hun enke, han
enkemand! Aa! Hvor det kunde lage sigl
Straks blev hun imidlertid seiv forfærdet over denne sin
lystne fryd iet hus, hvor nu —! Hun lod sig synke igjen
i løibænken, i slåp tyngde, laa da og lyttede uden na?sten at
turde puste!
Hvad skulde vel Olav gjøre, nåar Gei ra ikke var mere!
Ikke en tåare havde hun seet i hans øine. En mand
maa heller ikke græde. Ikke en klage havde hun hørt fra
hans læber, siden det skede, og han i Geiras sidste stund
holdt hendes baand —, laa halvt sunket iknæ mod senge
bænken —, stirrede paa hende med dette blik, som han
siden ikke havde mistet og for sidste gang raabte hendes
navn med en røst, som endnu skar sin sorg ind i Thyras sjæl.
Hele dagen igaar havde hun fulgt efter ham ! Om hun
bare havde vidst raad for at trøste ham. Men hun vovede
ikke engang at tale til ham. Kanske havde han da dræbt
hende med, som han gjorde med den stakkars fuglen! Da
havde rigtignok Thyra ogsaa grebet ind og faaet mod til at
sige ham sin mening.
Thyra udmalte sig atter lyslevende denne begivenhed ifrå
i formiddag.
Det havde været en somraerdag, saa varm og klar. I
urtegaarden duftede alle blomster. Det summede i trærne,
359
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
