Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Et lidet bidrag til naturfølelsens historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ET LIDET BIDRAG TIL
NATURFØLELSENS HISTORIE.
Evnen til at føle og forståa naturens skjønhed har udviklet
sig hos menneskene lidt efter lidt. Den er for en stor
del ikke menneskene oprindelig medfødt, men tvertimod et
kulturprodukt. Endnu den dag idag synes jo de fleste bøn
der, at bare et veldyrket og frugtbart landskab er vakkert.
Det har taget tid, før menneskene lærte at elske naturen for
dens egen skyld, skogen med dens bløde mos, dens rislende
bække og mylrende fuglekvidder, den brede elv, de høie, vind
omsuste tjelde og havet snart blankt som silke og snart
fraadende i storm og uveir. Rent instinktmæssig har vel
menneskene altid glædet sig ved naturens skjønhed; men
derfrå har der været et langt skridt, før de lærte at forståa
sin egen følelse, forståa, at ligesom mennesket forandrer
naturens udseende, saaledes virker ogsaa naturen paa men
nesket.
I Østerlandene, især i Indien og Japan, har menneskene
vistnok siden umindelige tider elsket naturen baade i dens
storhed og i dens ynde. Hvor mange deilige naturskil
dringer findes der ikke i den indiske digtning! F. eks. i det
efter Kristi fødsel forfattede drama «Sakuntala», hvor naturen
skildres næsten paa moderne vis. Det gamle testamentes
storladne poesi saa vel som de vidunderlige assyriske relieffer
med deres fremstillinger af dyreliv og jagtscener vidner om,
at ogsaa de semitiske folk har elsket naturen. Af Homers
digte lyser det frem af talløse ord og billeder, hvilket dybt
indtryk naturen gjorde paa den tids hellenere. De homeriske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
