Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Øster i skjærene - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Luk døren,» brummed Elis uden at ændre stilling.
«Kvældsgrøden er paa bordet,» hvisked konen.
Tryggve Andersen.
udfor en sleip hylde i bratten; fingrene trevled efter græs
dotter, klorte efter sprækker, men taget glapp, afsted akte
han, skurte bagen og skrubbed næverne, hugg fat i et lyng-
Jkjær, som løsned, og datt paa maven midt ned i en enerbusk.
Den lindred stødet, og skjønt han blev liggende fortumlet en
stund, hadde han ikke slaat sig synderlig og var uden mén
af faldet.
Og nu bar sikre, flade stien gjennem et granholt lige til
stuevæggen. Men han hadde ikke hast mer; han hinked
skridt for skridt og mumled og fræste arg. Mon Elis var
tilkøis? Og skal tro han vyrded at ro ud til den skuden?
En brig var det, en försvarlig diger brig, det kunde én
bande paa. Mon Elis var fuld af edder og dævelskab
endda?
Granholtet slutted, og huset tegned sig skarpt mod det
blakke vand i sundet bortenfor. Det dæmred rødt fra kjøk
kenvinduet. Den fremmede løsfarken hadde nok havt det
lunt ved skorstenen al eftermiddagen —en anden fik færdes
i fjeldet og tænke paa føden til kjærring og unger
Sammel stansed, klemte luen fastere paa skolten og
spytted harm. Tvi! Jagu skulde han lære dem at lægge
ører til hans ord for en gangs skyld! En brig var det, og
ombord i saapas fartøi sakned de hverken mad eller drikke,
brød eller kjød, kaffe eller tobak. Og ikke liv paa sjøen.—
Og skodde
Tvi! spytted han igjen og skridted raskt videre, mindre
halt og rakere i ryggen. Men straks han rørte klinken,
blev han atter duknakket og tuslet, og varsomt aabned han
døren.
Paa en krakk foran skorstenen, dér en dynge ildmørje
oste flakkende flammer, luded Elis med hodet i hænderne.
Grete sad paa sengekanten og ga et aarsgammelt barn bryst;
i skyggen bag hende sov en gutunge, og i slagbænken under
vinduet snorked to smaajenter omkap.
Sammel halted et par trin frempaa gulvet. slap luen sin
paa en stol og hosted og kremted sagte.
Han skotted fra hende og til Elis. «Du —du —» stam
med han. «Der er en skude ved Hestø —»
542
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
