Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Støtten synger:
Henrik Ibsens fremtidsdrøm.
at det gjælder at forstaa den nye morgensangs gaade. Ellers
er Minervas visdoms-ugle død eller døende.
Visdomsugle, hvor sover mine fugle?
Du maa dø eller raade sangens gaade
Memnon-støttens Føniks-fugle er stridbare sange, som
vækker menneskene til en ny tids dagverk. «Hvor sover nu
mine sange», spør støtten. I hvilketland? I hvilken digters
bryst? Hvem skal blive det vordendes sanger?
Memnon-støtten sang ikke altid. Dens toner vaagnede
pludselig aar 27 før Kristus, som morgenrøde-sangen foran
en ny dag i folkenes liv. Senere har støtten længe været
stum. Men for Ibsen stod det, som om den tid nu var kom
met, da den atter skulde bryde ud i nye toner. Han seiv
trodde at have hørt nynnet af en ny tids sang i luften. Han,
den tvilende, var begyndt at tro paa fremtiden. Han drømte
om «det vordende», «det kommende», i den nye lykkelige
tid efter løsrivelsen fra hjemlandet og gjennembruddet ved
«Brand». Han havde begyndt at tro paa «idealernes forplant
ningsevne», for at laane en senere ytring af ham seiv. Et
nyt ideal var ifærd med at bryde frem. Det dæmrede alle
rede i hans digtning. Men Peer Gynt, det norske folk eller
det norske gjennemsnitsmenneske, forstod ikke sangen.
Hvem skal i vor lid synge den nye morgenrødes sange?
Henrik Ibsen drømte, at det var, at det skulde blive ham.
Og vi kan let forstaa, at han tilhyllede denne sit hjertes
hemmelighed i en gaadefuld og næsten uforstaaelig billed
dragt. Her som saa ofte, vilde han med sin inderste hem
melighed være inkognito tilstede i sit verk.
I «Kongsemnerne» havde han i skildringen af hertug
Skule gjemt nogle af sine tungeste aars grublerier over sin
egen indre disharmoni og følelse af at være «et Guds sted
barn paa jorden». Men nu, da han havde vundet beröm
melse gjennem «Brand» og næsten fuldendt «Peer Gynt» og
havde planen udtænkt til «Julianus Apostata», nu følte
Henrik Ibsen sig som en digter af Guds kaldelse, en udkaa
ret sanger med en hellig mission. Han vilde «vække folket
og bringe det til at tænke stort», som han en maaned efter
udgiveisen af «Brand» skrev i sin bekjendte stipendie-ansøg
ning til kong Karl XV.
387
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
