Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilh. Andersen.
ikke saa meget, som han danner myter, hans livsanskuelse
hviler paa underet som sin grundforudsætning. I Jacobsens
afhandlinger er der trods al umodenhed i stilen, der er en
morsom blanding af videnskabeligt referat, digterisk patos
og studenterpassiar, ingen uklarhed i det væsentlige, som er
det modsatte af Grundtvigs syn. I af handlingen om «Men
neskeracernes skjønhedsbegreber» lader han naturhistorien
afgjøre sagen, og den «begynder straks at se sig om paa sin
egen realistiske maade». Saaledes begyndte han seiv aaret
efter i «Mogens». I slutningen af samme afhandling afviser
han tørt en fristelse til at give sine tånker et mytologisk ud
tryk med, at «naturhistorien giver sig ikke af med at lave
røyter». Og sit referat af Darwins teori slutter han med de
afgjørende ord: «Vi ombytter underets gamle poesi med
lovbestemthedens nye poesi; vi bytter en vilkaarlig over
naturlig, personlig styrelse med en klar naturordning, og
hensynet til vore følelser maa vige for tilfredsstillelsen af
høiere aandelige fornøden heder.»
Det egentlige og afgjørende nye i Jacobsens maade at se
og skrive paa ligger da i, at han er naturhistoriker, ikke ved
siden af (som Hauch eller Bergsøe), men i sit digteriske
arbeide. Det er ikke paa hans naturskildringer og billedlige
udtryk, at man som hos de andre merker naturforskeren,
eller paa blomsterduften i hans bøger, man kjender botani
keren. Men denne digter gjør historie og psykologi til natur
historie og beskriver mennesker, som man beskriver en plante.
Det er grunden til, at han seiv ikke vidste, hvorledes
han skulde betegne «Marie Grubbe». En historisk roman
er det rigtignok ikke, men interiører, som han kaldte den,
er det heller ikke. Det er naturhistorie, en tidsalder og en
menneskesjæl, bestemt og beskrevet ud fra sine naturlige
betingelser.
«Marie Grubbe» er ikke blevet til, som en historisk frem
stilling, videnskabelig eller kunstnerisk, bliver til, ved at
stoffet samles og skilles og sættes sammen paany; planen til
den er groet ud af en bestemt kime, og den er afsluttet i
samme øieblik, som den har udtømt, hvad der laa i kimen.
Kimen til «Marie Grubbe» er den linje i «Mogens», hvorden
lille Thora i en længsel efter kjærlighed, som hun ikke seiv
begriber, siger til Mogens, som knapt tør røre hende: «Jeg
forstaar det ikke, men somraetider er jeg nær ved at ønske,
422
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
