Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Maalstriden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Andr. M. Hansen.
Vi kjender en tid, da det efter de levende sprogmindesinerker
var umuligt overhovedet at skille mellem forskjellige skandi
naviske sprog eller dialekter. De ældre runers «urnordisk»
er endog endnu usikkert afgrænset mod gotisk og vestger
mansk. Men dette sprog, vi kjender fra aar 400—700, har ud
viklingen senere ført os saa langt bort fra, at der skal filolo
gisk lærdom til for at forståa det. Det har undergaaet en
saa overordentlig gjennemgribende opløsnings- og nydannel
sesproces, særlig mellem 700 og 900, at forskjellen allerede
paa denne tid var blevet saa stor, at den vilde udelukket
umiddelbar indbyrdes forstaaelse paa de -to sprogtrin. Men
det nye «oldnordiske» sprog, som vi kjender det i levende
optegnelse, viser sig endnu ikke merkbar skilt i dialekter.
Og nåar der først optræder i skrift en tydelig modsætning
efter aar 1000 saa viser der sig ikke en grænse, som
svarer til de nationaliteter, som allerede har skilt sig ud.
Man har to sprog vestnordisk og østnordisk forskjellen
mellem sproget i Sverige og Danmark er umerkelig.
Det udpræget vestnorske, norrøne sprog kjender vi fra
først af væsentlig fra Island. Gammelnorske sprogminder
begynder vi først at faa noget mere af fra 1200-aarene.
Og allerede fra først af kan man da som særlig vor lands
maalsprofessor har paavist sige, at de østnorske (ibe
rcgnet trønderske) optegnelser har særegenheder, som afviger
fra islandsk-vestnorsk, men som stemmer med østnordisk
gammeldansk-svensk. Det kan ikke være tvil om, at spro
get i de levnede optegnelser i væsentlig grad tilhører, hvad
vi nu vilde kalde et stivt skriftsprog, et landsgyldigt normali
seret sprog, som hoffet med de islandske hofpoeter i stor
grad bestemte, og hvorfra de levende dialekter allerede
kunde afvige væsentlig. Forskjellen mellem vestnorsk og
østnorsk maalføre var sikkert allerede i 1300-aarene før
Norge mistede sin politiske uafhængighcd af de andre skan
dinaviske lande langt betydeligere end den, som kommer
frem i kongebreve og andre diplomer. Og østnorsk har
altsaa i det, som skiller, gjennemgaaende fulgtes med dansk
og særlig svensk. Efter sin indre utviklings egne love.
Al tvil om, at dette forholder sig saa, maa bortfalde, nåar
man ser resultatet i de dialekter, som er fremgaaet af den
næste store to-hundredaars opløsnings- og nydannelsesproces,
466
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
