Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Fremmed - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas P. Krag.
skulde jo sige fra om tiden, men det fablede oftest og kunde
ingen rede finde. Tit medens solen udenfor skinnede høiest,
slog det hele otte, ti slag, som skulde det være sen aften. Og
nåar eftermiddagen just var begyndt, kunde det, efter længe
at have tiet, pludselig vaagne op og slaa en mængde slag,
som et ældgammelt hoved, der taler i ørske. Sov maaske
derpaa hen i timer, kim nu og da kastende et utydeligt kink
fra sig uden mening.
Min ven med det sorte håar og jeg gik ofte henad veien
mod granskoven. Hans øine var blevne veke i det sidste aar,
og smilet i det forvovne ansigt var ikke længer den glade
guts. Jeg troede at forståa, at han endnu elskede min søster,
men ikke som den gang, da hun bredte sine arme ud mod
ham en vaarmorgen, og han krystede hende til sig en som
merdag. Jeg tror, at hendes tale, hendes skyggeagtige gang,
hendes øine med den sære glans havde kaldt en bedrøvet
frem fra hans hjertes skjul. Naar vi gik sammen, forstod
jeg, at han længedes ud, og han talte lidt om ting, der lød
som eventyr : Om at gaa i skove, der aldrig fik ende, og
hvor man mødte ukjendte mennesker, bønder, som lignede
dyr, og hvem man spurgte om vei, men som stirrede paa en
uden at begribe en. Eller han talte om skibe langt ude paa
havet; ikke dem med damp, men dem med seil, der var af
hængige af vindene. De tunge skuder, der var omgivne af
mange farer.
Endnu et aar og hans længsel tiltog. Saa gik han til
sjøs. Nogle aar efter kom han tilbage. Da var han sjømand,
sjømand tra top til taa. Han kunde ikke trives hos faderen,
den elegante kommandør, og reiste atter ud. Gav sig saa
pludselig til at skrive mig til en hel mængde breve. Ja en
gang sendte han mig en udstoppet fisk, der fik en til at tænke
paa oceanets bund.
Jeg tror, han levede forfærdelig vildt dernede i sydens
havnestæder. Der bulnede frem fra hans breve en dump
sanselighed. Fra mulmet og taager heroppe syntes han at
være taget fangen af den taage, som hviler over det ustyrlige
liv dernede. I vinrus mellem halvblods kvinder «der var
mørke i huden og som lugtede af Ambra», ja hans liv i land
var nok et liv i synd lige fra den første dag, nåar han sam
men med de andre sjøfolk stod paa skuden og saa imod det
568
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
