Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - I. Norges og Danmarks arv fra den store revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn hosten 1906.
blemdigtningen og tidens vildeste radikale tanker. Som «Brude
færden i Hardanger» av Tidemand og Gude er det kunst- og
kulturhistorisk typiske billede for romantikkens høisommer i
Norge, er Christian Krohgs skildring av Albertine i politi
lægens venteværelse det typiske kunstværk for 80-aarenes
naturalistiske Sturm- und Drang-periode:
De møtende var ikke stemt for hverandre. Møtet blev
ikke fest, men kamp.
Malerne, som vendte hjem en elter en, ikke i flok og
følge som i 48 med Krohg og Thaulow i teten, følte Europas
nye stærke utvikling bak sig, og om sig saa de det gamle ut
levet og størknet som kunst, og stivnet til fordom i sindene. De
udmærkede kunstnere som hadde baaret vor tidligere utvikling,
blev av falske autoriteter stillet som maal og skranke for de unge,
og dilettanterne var overalt raadende i vort kunstliv.
Welhavens mandige, formklare aand var borte. Men det
snevreste hos ham: Welhavens kritik uten Welhavens aand, var
selve den typiske Kristianiaand, saa længe hans bysbarn b er
gen seren sat som det mægtige «Morgenblads» chef, og svang
svepen over stad og land fra sit redaktionskontor den evig
anonyme.
Vor filosofiske og æstetiske professor, som repræsenterte
den Hegelske spekulation ved Norges universitet gjennem et
halvt aarhundrede, forstod tilsidst fra sine abstrakt-idealistiske
høider alt og traadte med tung fot paa vor unge spire
kraftige friluftskunst, de «grønne» som han kaldte vore første
djærve frilufts-naturalister. Og inspirerte Alexander Kielland
til hans «Professoren»: «lvseslukkeren» i vort samfund.
Vor kunsthistoriske universitetslærer, professor Dietriehson,
indtar et ganske andet konkret og indsigtsfuldt forhold til
billedkunsten end hans avdøde hegelske kollega. Men med
alle sine fremragende fortjenester av norsk kunsthistorie og
norsk kunstliv, var han efter sine anlæg og sin utvikling
allikevel for stærkt bundet av Diisseldorfer-kunstens roman
tiske provincialisme til fuldt ut at forståa den nye verdens
kunst, og til at faa øie paa det væsentlige og det fremtids
stærke — gjennem alt det umodne og raa, alt det paagaaende
og haardhændte — i 80-aarenes stærke gjennembrudd i Norge.
Endnu i 1879, fem aar efter Millets død, tinder vi i hans
værk om Tidemand følgende linje: «vistnok naadde Millet
619
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
