Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerh. Gran: To stadier i universitetets liv. Lochmann 1874 — Brøgger 1907
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerh. Gran.
i alle retninger, men paa kristendommens grund.
Det er dette, som har bevaret og vil bevare vor
ungdom og vort samfund for de største farer.»
Det første, som falder en ind, nåar man nu læser op
igjen denne merkelige tale, er spørgsmaalet: h vor f or? hvad
kunde grunden være til, at en universitetslærer seiv
videnskabsdyrker staar frem og benytter hele sin veltalen
hed og delvis tvilsomme midler til at mistænkeliggjøre viden
skaben? Er da ikke alt i orden?
Man skulde tro det. Intet er sandere end Lochmanns
karakteristik af det teologiske fakultet og frugterne af dets
virksomhed. Og han kunde for den sags skyld ha gaaet
endnu videre i sin lovprisning af fakultetets evne til at sætte
et ensartet præg paa studenterne; thi den «ydre indivi
duelle forskjellighed», han taler om, var der igrunden
saare lidet af. De var ogsaa i det ydre støbte i den samme
ske; de gik alle og hang med hodet, de gik allesammen
med hvide slips, de talte allesammen i struben, og nåar de
saa paa dig, var det altid med en blid bekymring for, hvorledes
det var fat med din sjæl. Og præget gik tilbunds og
var uudsletteligt, og det indskrænked sig ikke til det ene
fakultet. Den indflydelse, som udgik fra vore teologer, bredte
sig ikke blot over universitetet forøvrigt, men var en vigtig
ingrediens i hele samfundets religiøse, politiske og sociale liv.
Det var længe, siden den sidste rationalist var gaaet
i graven, og siden den tid hadde vort samfund, udenfra
seet ialfald, fra øverst til nederst været gjennemsyret af
den mest ensartede ortodoksi. Den eneste offentlige
antydning i modsat retning, jeg har kunnet opspore var,
dengang Lochmann holdt sin tale, allerede 15 aar gammel.
I 1859 översatte en fuldmægtig i revisionsdepartementet
Jacoh Vilh. Vagel en bog af en frisindet tysk teolog: Karl
Schwarz: «Bidrag til den nyere Theologies historie». Det
var et meget betydeligt arbeide, som i vore dage har sikret
forfatteren en anseelig pläds i et saa alvorligt verk som
Haucks «Realencyclopædie fur protestantische Theologie und
Kirche», og ogsaa i samtiden hadde bogen vakt opsigt og
anerkjendelse, ja hertug Ernst II hadde sogar paa grund af
den udnævnt Schwarz til hofprest i Gotha. Men i Norge
vandt det teologiske frisind ikke gjenklang. Tvertimod det
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
