Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens pjennembrud.
hjemmet har bragt alle de kjærligheds frø til at spire, som
hans rige natur besad. Det ser næsten ud som om Agnes i
eposet ikke havde været bestemt til at spille den store rolle
for hans udvikling som i dramaet.
Der er endnu to vidnesbyrd om digterens stemning før
han endnu havde begyndt paa den «Brand» vi kjender, som
maa tages i betragtning. I «Abraham Lincolns mord» (som
fandt sted 15de april 1865) holder han dom over livslögnen
i det gamle Europa, og i sin tale ved P. A. Munchs grav
(12te juni 1865, trykt hjemme i Norge) holder han et person
ligt lidet opgjør med Norden. Baade digtet og talen er
præget af en eiendommelig myndighed; man merker at Ibsen
er vokset i det aar han har tilbragt ude. Baade digtet og
talen er desuden præget af en vis bidskhed, bitterhed, hen
synsløshed som digteren aldrig før havde dristet sig til at
gi udtryk for. Især er talen enestaaende fri for festtaler
svulst, eller rettere, den er en demonstration mod festløgnen,
og tar et praktisk og for taleren i det øieblik yderst aktuelt
sigtepunkt: et lands forpligtelse til at understøtte sine store
mænd økonomis k.
Denne tale er holdt paa et tidspunkt da Ibsen var blit
lei af sit epos. Den polemiske stemning han hele tiden
havde været i, havde søgt den episke form som sit natur
ligste udtryk. Denne tillod digteren at gjøre vidtløftige di
gressioner og biærind, at tordne i en tale eller fortælle en
lang historie, alt efter behag. Saaledes fik han plads for be
retningen om rekrutten, om 17de-maiprocessionen, o. s. v.
Kompositionens løshed tilfredsstilled han dog ikke, og tilslut
sprængte polemikken hans ramme.
«Stoffet laa som en mare over mig», skriver han til
Bjørnson et par maaneder senere (12te sept. 1865). «Det
pinte mig. Det vilde siet ikke gaa med mit arbeide.»
Det var vel ikke mindre tilfældet med formen: 5-fodede
jambiske vers ordnede i 8-linjede strofer med fri, men
temmelig indviklet rimslyngning. Den har vistnok passet
for hans første Brand-planer. Han har vel foretrukket den
som et naturligt udtryk for høistemt følelse, for en vis aka
demisk veltalenhed, som i henvendelsen til «Mit folk . . .:»
eller doktorens vakre skaaltale. Men fortællingen kræved jo
575
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
