Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Verdenshandel og verdensfred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
ny arbeidslyst, siden man for arbeide kan tilkjøbe sig alle
gode ting. Britiske og andre vesteuropæiske kjøbmænd gik
hen og lærte alle folk at handle og bragte dem handelens
glade budskab: at man for arbeide kan tilbytte sig et hvil
ketsomhelst produkt fra et hvilketsomhelst land.
Det saa ud til, at hele menneskeheden skulde blive et
stort arbeider-samfund, hvor alle nationer kappedes om at
skabe livsforhøiende værdier. Thi ogsaa de, som syslede med
handel og transport, var produktive eller værdi-forøgende
arbeidere, som det blev fremhævet og indskjærpet af britiske
statsøkonomer, lige fra Adam Smith til Alfred Marshall.
Krig vilde saa at sige af sig selv forsvinde, med den
voksende frie handel. Thi krigen forstyrrede den fælles
verdens-handel og arbeids-tryghed. Verdens-freden vilde
komme som arbeids- og hand els-fred.
Desto større blev, ikke mindst i England, skuffelsen over,
at tiden efter 1850 tvertimod bragte en næsten ustanselig
række af nye krige. Justin McCarthy siger i det nys nævnte
verk, at verdensudstillingen i London i 1851, som skulde
aabne en ny fredens æra, snarere kan siges at have været
den foregaaende freds-periodes afsluttende fest. Fra den tid
af, kan man sige, «har verden neppe kjendt en uges fred».
Napoleon den tredjes statskup, Krimkrigen, det indiske oprør,
den italienske krig, den nordamerikanske borgerkrig, Garibaldi
krigen i Italien, den mexikanske krig, den anden slesvigske
krig, krigen mellem Preussen og Østerrig, den iransk-tyske
krig osv. osv., lige til Boerkrigen og den vældige russisk
japanske krig.
Ingen blev mere skuffet end Herbert Spencer, som i 1850
i sit første store verk, Social Statics, med en ungdommelig
naturforskers selvtillid havde bevist, at menneskehedens frem
skridt var naturnødvendigt (progress is fatal). Spencer blev
mere og mere nedstemt, ikke alene over den nye række af
forfærdelige krige, men ogsaa over det, som han kaldte: til
bagefaldet til den militære samfunds-types barbari. Ikke
mindst gav han sin harme luft overfor det britiske riges væl
dige magtudvidelse og voksende militarisme. I et verk, som
han udgav aaret forud for sin død 1 , taler han om sine lands
mænds «politiske indbrudstyveri» (politicai burglary) i andre
1 Facts and Comments (1902), s. 122. Smlgn. Principles of Ethics, 11, 429.
108
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
