Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forholdet til den græske kunst.
verker i panden og lægger dette underlige halvbevidste vemod
over ansigterne, som kommer af begyndende tænken.
Skulde ikke de, som har gjort dette, «følt den fryd», som
Rolf Tommessen mener kun de senere tiders kunstnere kjen
der. Om de ogsaa har kjendt «genialitetens sorger», er ikke
saa godt at vide, maaske har deres sterke traditionsgrundlag
friet dem, men de har ialfald kjendt misforholdet til sin
samtid. Det er ikke just billedet af et fredeligt Athen levende
rolig paa sin Homer, man faar, naar man tar det store trium
virat : Aischylos i landflygtighed, Fidias anklaget for guds
bespottelse, Fidias staaende for folkets domstol med Aspasia
i sine arme tiggende om naade for hende og dermed for
sig selv.
Det er et af de store historiske fakta, R. T. nævner, naar
han skriver om sønnernes emancipation. Det har været af
gjørende i kunst som i alt andet i hin tid, men det er andre
kræfter, den har sat i bevægelse, end en fredelig forandring
i arbejdsforholdene. Naar man undtar den katolske kirke
og kjætterbaalene, har der vel ikke været haardere kampe end
de, man maa forudsætte, naar man ser det gamles magt endnu
paa Grækenlands høidepunkt, og kunsten «svinger» sig ikke «til
høiden» gjennem smaa gradvise fremskridt i haandens verk.
«Parthenonfrisen er arkaismens herlige arvtager», det er
sikkert, men forud for den og fremover er der nok sket meget
i samfundet og meget i sindene, der har været drivende magt,
som i kunsten har faat sit afklarede billede. Ogsaa i den
henseende i vilkaarene for kunstens udvikling er vort
slegtskab med Grækenland ikke langt ude.
Skjønt tyranmordernes gruppe endnu har de gamle stiv
nede træk, virker alligevel denne truende oprakte arm næsten
som en flamme mod himlen paa baggrund af den gamle
tempelarkitekturs stille jomfruer, og har man saa været
saa lykkelig at træffe paa den fortælling (om historie eller
sagn ved jeg ikke, men ogsaa sagn er jo en art historie om
en tids følelser), at samtidig med gruppen opstilledes billedet
af en løve uden tunge, og at det var billedet paa en af tyran
mordernes elskede, som afbed sin tunge for intet at røbe, da
blir man underlig til mode og faar en anelse om, hvad der
har arbeidet i menneskers bryst ogsaa dengang og at den merk-
125
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
