Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Margrete Vullum.
nerisk stræben uden «selvhævdelsen» og «signaturen», som
just ikke altid er af det gode for kunsten ? Fandt man i
vore dage en kunstner, som havde en saa stilfærdig opgaaen
i sin opgave for dens egen glædes skyld, der var ikke én
egte kritiker, der ikke vilde tilbede (R. T. blandt dem); hver
gang det sindelag, som hos Segantini, vistnok hos Millet og hos
tiere end én af de nordiske landes kunstnere, findes i frem
trædende grad, gjør de det faktisk.
Jeg tror den betragtning af den græske kunst, der ikke
blot findes i denne afhandling, men hos mange moderne
kunstnere og mange lægfolk med, kommer af, at det er saa
vanskelig at forestille sig, at noget man kjender — engang ikke
har været. Det er som folk tænkte sig hele den græske
verden af gude- og mytheskikkelser staaende paa forhaand
fuldt færdig og saa kunsten blot givende det ydre hylster,
mens forholdet jo er, at selve tilblivelsen er kunstnerisk
arbeide. Den bedste græske kunst er netop indhold og form
i den uløseligste forening som vist nogensinde har været, og
netop deri ligger vist dens magt. Den er saa at si skabt
indenfra, derfor har dens mennesker eller fantasiskabninger
væsenspræget i hver del af deres legeme, man kan fristes til at
si sjæl i hele legemet, derfor kan en ung kvindefod fremkalde
for en hele den unge skabning, derfor kan halvdelen af et
ansigt være saadan, at man synes man kjender denne kvinde,
denne livsens sødme helt igjennem. derfor kan den kapuanske
Psyehe mishandles grumt, hele det øverste af hovedet, ja
endog næsen, hugges bort med et øksehug, og brystet afslibes,
- saasandt de ikke har tat hele ansigtet bort og hodets bøi
ning mod brystet er der nok tilbage.
Man begynder at forståa, hvad det vil si med en
fast norm for et ansigt som udgangspunkt at skabe typen
for en egenskab, at finde alle linjer, der udtrykker en
fremherskende karakter, naar man gjennemgaar f. eks. en
række af de unge mandshoveder. Hvorledes der af øien
brynenes linje, tindingernes sterkere eller svagere indsænk
ning, en liden forandring i læbernes bue, af hovedets form
gives de forskjellige karakterer ligefra den enkleste ungdom
og mandighed til den urolige svulmen i et Dionysoshoved,
naar man i nakkens fint strakte linjer formelig føler, hvordan
ungdommen har formet dem, hvordan de begyndende tanker
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
