Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Forholdet til den gamle kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forholdet til den gamle kunst.
Paa Akropolis var der et gammelt træbillede, der dyrkedes
ved Panathenæer-festen; seiv Fidias’ Athene saa kun til, nåar
hellenerne vandrede forbi. Hvad rolle de homeriske guder
egentlig har spillet, ved man jo ikke, religiøs kan den vel
neppe ha været, og det er i helt andre egne, man skal tinde
grækernes indre liv og dermed den største inderlighed i deres
kunst: hos jordens nærende guder, i dyrkelsen af forfædrene
og de guder eller væsener, til hvem de knyttede sin grunden
over liv og død og den mægtige retfærdighedstrang, der bragte
dem til at skabe et straffens opholdssted og et elysium.
Grækerne har havt den skjæbne altid at bli brugt af
eftertiden som vaaben i eftertidens kampe. Da de hvide
guder i renæssancen begyndte at komme frem af jorden,
og deres skjønhed saaes, blev grækerne ogsaa opstillet mod
kirkens tyranni over legeme og aand, som livslystens, frihedens
og skjønhedens tolk, og saa har de under det tillige været
maaske det mest sørgmodige, fordi de maaske bar mest af
den byrde at ville forståa tilværelsen. I Demeter, moder
jorden, underverdenens Persefone og Hermes, der fører
sjælene til sit bestemmelsessted, og ynglingen med de mange
navne, den hvert aar døende og begrædte og hvert aar som
symbol paa det gjenfødte liv med jubel hilsede, og hos
den store arbeider Herakles, der lutredes i ild og lutret steg
til himmels, er man i noget af en forbindelse med denne
stræben, og noget af dette er bevaret i den bevarede kunst.
Det er karakteristisk, at ved siden af Praksiteles’ jeunesse
doré Hermes er der baade en og to andre, over hvem det
er, som baade livsens og dødsens alvor hviler fra deres gjer
ning at følge de afdøde, og de kan være i daarlig kopi og for
hutlede og galt sammensatte, der er dog noget tilbage. Det
menes ofte om den græske skjønhedstype, at den er en ud
tryksløs norm for smukke linjer; jeg tror, hvis man ser rigtig
paa mange af de eksemplarer, som har dannet den, vil man
se, at dens største skjønhed maaske bestaar i det dybe alvor
og ikke sjelden i den dyde sørgmodighed en sørgmodighed
næsten uden gestus og uden rynke, men igjennem det hele
væsen. Kan der f. eks. tænkes noget mere underlig sorgfuldt
end Polyklets amazone, enten hun er saaret eller angribende.
Naar man tænker paa det evige udtryk for den store
patos i Olympiatemplets gavl og Parthenons høitid og saa de
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
