Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Byen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig
egentlig lokalfarve, men den moderne storby er tydeligvis
deres fælles hjemsted.
«Tubal den fredløse kaldte jeg en mand, jeg saa tidt
saa i en af Europas storstæder. Han var et forunderligt
væsen. Præget av verdensbyens nevrose og ensomhed. Han
var vistnok en fredløs, en skuffet, en udstødt. Han saaes
som noget uvirkeligt ved dag. Som en skygge fra natten.»
Saaledes begynder ouverturen til de fem prosadigte, Thomas
Krag har samlet i sin nye bok. Den rummer en række
skriftemaal fra underlig skyggeagtige mennesker, folk som
forlængst har hele sit liv bak sig, vanvittige og forbrydere,
utstøtte og ensomme. Her fortoner alle virkelighetsindtryk
sig som skygger langt borte bak erindringens blaa dis. Og
alle disse historier berettes os gjennem en eneste stemme, en
grublers enstonige og eftertænksomme røst. Han er ingen
skildrer, det er ham fremfor alt om at gjøre at finde rede i
tunge, uavrystelige spørsmaal. Menneskene i Thomas Krags
senere bøker er blit stadig utydeligere og vanskeligere at
skjelne, og livets myldrende mangestemmighet lyder fjernere
og fjernere i hans digtning. Hans kunstform er efterhaanden
blit den lyriske monolog, og hans alt beherskende interesse
utforskningen av lovene for hans eget motsætningsrike sind,
dets drømme og længsler. Det er det mystiske i ham
som endelig og vel for altid har seiret, mystikerens stædige
lyst til at synke hen i betragtning av sit eget væsens gaade
fulde magter. I forbindelse med dette virkelighetsfienske drag
i hans senere høker staar sikkert ogsaa den ordfattigdom, der
blir føleligere for hvert verk, han utgir.
Menneskene i «Tnbal den fredløse» er som sagt svake og
übestemmelige, og de ord, der siges om dem, fattige og faa.
Igrunden hører de heller ikke storbyen til, det er folk som
ikke har kunnet finde sin plads i dens rækker eller som bærer
dødsmærket allerede før kampen. Men hvad der i denne bok
helt er lykkes for Thomas Krag, det er skildringen av stor
byens natur, dens skjønhet og egenart. For ham er byen en
fabelhave, en eventyrlig lokkende og farlig egn, han aldrig
kan bli træt av at gjennemvandre. Der gives ingen sørg
modigere og mere forfinet skjønhet end blomsterne i stor
stadens parker, end trærnes langs boulevarden, naar lyset fra
140
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
