Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 Samtiden. 1909.
Folkelivsbilleder fra Søndfjord.
rusle ude af og til; for midt paa dagen var hun gjerne oppe
et gran, og hun teede sig ganske som andre, saasnart frem
medfolk var tilstede. Alligevel kunde han jo ikke sige
andet end som sandt var, at hun var klein. Og at de ind
vendig havde ham mistænkt baade for at være uskikkelig
med hende og andet mer, det var støt som dagen; han saa
nok de vantro ansigterne og dulgte smil, naar han i begyn
delsen kjæred sig over hende til dem, som spurgte. Siden
holdt han op og bar det hos sig selv, prøved ogsaa at hjælpe
sig alene, saa godt han kunde. Oppe var han før dag, gjorde
varme paa og gik i fjøset, fik maden istand til ungerne og
hende, som i sengen laa, vasked gulv, kogte grød og hvad
de ellers skulde have, for iblandt med at bøde klæder og,
endda det næsten lette mest paa. Værst var det med klædes
vasken. Da syntes det, at han kom tilkort som kvindfolk
alligevel; for den kunde han svært lidet bekomme og nødtes
til at bede nabokjærringen hjælpe sig. Saa gik dagene,
ugerne, maanederne med, til solen vendte sig og kom igjen.
Da letned det for den gangen, for da begyndte konen at
være oppe længere og længere stunder, tog sig til at stelle
saa med et, saa med andet af husets arbeid, og ved St. Hans
eller deromkring var hun saa dygtig og drivendes kjærring
igjen, du kunde se for dine øine.
Men mørket kommer snart deroppe i de trange dalene.
Det kan hænde, han tænkte og funderte aar nd og aar ind
over, hvordan det egentlig hang ihop med hende. Og lige
klog blev han. Ikke var det elsk, ikke feiléd forstanden
noget, og aldrig havde han formerket, at hun havde havt
nogen anden i hug, før hun ilytted hjem til ham. Længsel
var det ikke; hun var jo født og opvokset tilfjelds, desuden
havde hun mer end en gang sagt, at nede i bygden ved sjøen
kunde hun ikke trives, var bare glad hvergang hun efter en
kirkefærd kom sig over skaret og fik se hjem igjen. Efter
som barnene vokste til, blev det sagtens noget lettere for
ham, og saa opdaged han en vinter, at hun kom sig tidligere
tilrette, end hun pleied. Han turde ikke rigtig tro paa det
og lod som ingenting. Men det aaret holdt hun sig frisk lige
til bortimod nytaar. Det var da lang tid, siden de havde
havt en skikkelig julehelg, og det kjendtes helt underligt at
sidde sammen om bordet alle i fjelget hus og med julekosten
193
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
