Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Darwin og Malthus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Darwin og Malthus.
menneskelig opdrætter eller opfostrer av de levende væsener,
en overmenneskelig hyrde, som har en uhyre hjord at
passe og som bruker en lignende metode for at forbedre og
forædle raeen som de menneskelige hyrder og opdrættere,
men med langt større omsigt og utrættelighet og med
«uendelig meget mere» storartede resultater. Kultur
mennesket har i løpet av forholdsvis faa tusen aar forbedret
nogle faa dyre-racer i en ganske respektabel grad, gjennem
utvalg av de bedste eksemplarer og ved at la de mindre
fuldkomne dø uten at efterlade afkom. Men naturen har i
løpet av "utalte myriader av aar, gjennem utvalg av de bedste
og elimination av de mindre gode, skapt hele jordens vid
underlige rigdom av skjønne og velavpassede planter og dyr,
og endog selve mennesket.
Det fremgaar av Darwins breve, at denne tanke fyldte
ham med lykkefølelse. Og der kan neppe være tvil om, at
den lyse tanke om «det naturlige utvalg», som tændtes i
ham under læsningen av Malthus’s berømte verk i oktober
1838, har tilfredsstillet paa én gang hans videnskabelige og
hans religiøse trang. Han hadde paa sin femaarige reise
rundt jorden set meget baade av det idylliske i naturen og
av livskampens brutalitet. Til enkelte tider syntes naturen
ham overveiende skjøn og lykkelig, til andre tider fuld av
lidelse og voldshandlinger. I en notisebok fra 1837 (aaret
før han læste Malthus’s bok) taler han om dyrene som vore
kamer a t e r o g brø d r e i smerte, sygdom, død, lidelse
og hungersnød, vore slaver i de brysomste arbeider, vore
kamerater i lek; og han siger, at «hvis vi vilde gi vor for
modning frie tøiler, kunde vi tænke os, at dyrene har andel
med os i vort utspring fra en fælles stamfar, vi kan alle
smelte sammen med hverandre».1
Intet sted i alt, hvad Darwin har skrevet, er mere be
tegnende for den store naturforskers ømme og gode hjerte
end dette utbrud i hans notisebok, hvor han glæder sig ved
den tanke, at dyrene, vore brødre i lidelse og død, muligens
er av samme herkomst som vi seiv. Vi skal om litt se,
hvorledes det gik til, at denne mand med det milde og bløte
gemyt, som under sin jordomseiling hurtig fik avsmak for
jagt og foretrak at se og studere dyrene og overlate det til
Charles Darwin: Life and Letters (forkortet utgave), London 1902, s. 170.
293
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
