Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af kirkepolitikens historie. Ole Irgens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Hjalmar Christensen.
majoritet i menigheden skulde faa magt til at veie og vrage
dens enkelte faar. 1
Men den modstand, der reistes fra frisindet hold, var
endnu mere vel begrundet. «Reformvennerne» syntes at føre
et logisk ræsonnement, de glemte kun ét. De glemte at
drage den sidste konsekvens: naar staten og kirkens omraader
skulde holdes strengt adskilte, saa maatte enhver forbindelse
ophæves. Staten har ingen grund til økonomisk at støtte en
kirke, hvis forhold den ikke har ret til at kontrollere. Og
statens borgere maa være fritagne for at betale ’ skat til en
institution, der stiller sig helt udenfor det borgerlige sam
fund. Fremfor alt kan ikke staten inden sit eget magtom
raade anerkjende en anden magt, hvis love i givet tilfælde
meget vel kan komme i kollision med statens egne. Heri
stikker «reformvennernes» store feiltagelse. Deres krav var
grundede, hvis de tog skridtet fuldt ud og konstituerede en
frikirke. Her blev det enhvers frivillige sag at søge optagelse,
og kirkens frivillige sag at afgjøre, hvem den vilde optage
eller udstøde. Her kunde kirken selv bestemme sine vilkaar:
dens lovgivning vedkom saa alligevel ikke den borgerlige stat,
der ignorerede den i ethvert tilfælde, hvor kirkens lovgivning
berørte borgerlige interesser. En «fri statskirke» er derimod
en paradoks.
Reformbevægelsen førte heller ikke denne gang til
raaalet, men flere af de berettigede «reformer» blev efter
haanden gjen nemført. De kirkelige interesseredes opmerk
somhed vendte sig i de nærmest følgende aar mere udad
end indad, mere mod den europæiske «radikalisme» i viden-
1 Betegnende er bl. a. ogsaa oprindelsen til den strid, der just 1877 i
Stavanger førtes mellem presterne Welhaven og Oftedal. Welhaven havde
gjort sig til tolk for en saa mild lære som denne: «For en frafalden kan den
alene holdes, der ikke alene er henfalden til ukristelige tanker og ukristeligt
levnet, hvilket fald hører den svage tro til, men som tillige erklærer paa en
eller anden for mennesker tydelig vei at ville fremture i tankernes og livets
ukristelighed.» Med den for ham eiendommelige frækhed henvendte Oftedal
sig til Welhaven og meddelte ham, at hvis han ikke tilbagekaldte denne vild
farende lære, vilde han bli negtet adgang til «Bethania». Under den paaføl
gende skarpe strid stod «N. 1. k.» helt paa Qftedals side og saa tydelig nok
helst Welhaven fjernet. Et «ukristeligt levnet» skulde efter dette som «fra
fald» begrunde udelukkelse af menigheden; hvad der kunde opfattes som
«ukristeligt», vilde det atter bli menigheden eller magthaverne i denne en.
Oftedal f. eks. overladt at afgjøre.
572
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
