Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens nationale betydning.
trær og blir spikket op til fliser av de lokale forhold den
offentlige tragedie, om jeg saa maa si men de som føler
emne til noget stort i sig og mangler noget i sig selv til at
kunne gjøre det, det specifik sjæletragiske. Der, hos den fødte
krøpling, paa skuten uten seil, hos forbandelsen, hos Skule
jarl og den fine, men sjæleforkomne Rosmer der er han
hjemme. Hans mennesker er rare og vridde, især i sam
fundsdramaerne. Det er, som han vil vise at menneskeheten
som den er og lever bare er et kapløp mellem krøplinger.
Se bare hans avskedsord «Naar vi døde vaagner».
Men var han ikke selv krøplingen ? en pukkelrygget sjæl
som saa livsglæden, vilde den, ønsket den og ikke kunde eie
den, fordi han manglet evnen til at leve den. Derav hatet
og haanen. Derfor varg i veum overalt, hvor to mennesker
møttes i samfundets navn. Han var det isolerte sjælefænomen.
Et menneske, som trak sig unda, fordi han led ved at være
sammen med de lykkelige. Midt i den norske vaarfloms
rabalder virker han som en pludselig stilhet. Ikke hvilens,
middagshvilens stilhet, heller ikke dødens store ro, nei! som
en trykkende, graa, angstfyldt stilhet. Han selv er blek, ofte
likblek. Ikke blodmangelens blekhet, men spændingens. Han
er som en der søker og aldrig finder. For hvem hver dag
er en dommedag. Maatte han saa ikke være egoisten, den
naturnødvendige selvopholdelsens egoisme. En av disse
forunderlig sterke svæklinger, som vil det største og magter
det ikke.
Hans ord om, at den er størst som staar mest alene,
kan derfor ikke tages i Bjørnsonsk og Wergelandsk betyd
ning. De blir et trodsens uttryk for hans næsten men
neskefiendtlige selvretfærdighet en Jobs gaaen i rette med
samfund og Gud. Hans debat og liv var en subjektiv kamp
paa liv og død paa dypet en religiøs. For naar han en
enkelt gang tror at ha fundet sig selv og kaldet, da gløder
det i hans sind, da staar han paa Elias’ ildvogn, da flammer
han av tanker, da skriker han ut disse svimlende, ofte hyste
riske krav da er han en Brand.
Jeg har tænkt mig, at det er dette sterke subjektive liv,
som har bragt folk til at sammenligne Ibsen med Nietzsche.
Rent logisk falder mange av deres uttalelser sammen; men
ser man paa den plads, det sjælelige milieu, disse sætninger
585
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
