Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian B. R. Aars: Verdensfreden. Avrustningen bør begynde med at magterne neutraliserer luften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristian B. R. Aars.
Saken er at i samme stund som man ser at en central
magt er nødvendig for fredens sikre hævdelse, da ser man
ogsaa at det at opgi at finde en bestemt forskjel paa angreps
og forsvarskrig, er det samme som at gi centralstyret en altfor
stor og übegrænset magt. Ganske vist glider vi umerkelig
og med nødvendighet henimot noget slikt som verdens forenede
stater, men hvis vi ikke alle, smaa nationer og store, er paa
vor post, kunde det med lethet bli et nyt tyranni, ikke ulikt
det romerske keiservælde.
Friedrich Nietzsche roper efter verdens-keiseren, og han
kan komme før nogen vet ordet av. Magtcentrernes over
magt er historiens tragedie. 1 følelsen av dette har man hit
til med fnld ret undrat fra voldgiftsavgjørelse saker som an
gaar nationernes ære eller deres liv som selvstændige stater.
Det vil si, det er det sidste, det som angaar nationernes liv,
som det er berettiget at unddra fra voldgift. Det om stater
nes ukrænkelige ære var et utslag av krigsmoralen. Forsaa
vidt var vendingen meget farlig, den betydde: unddrat fra
voldgift er den stat som vil begynde en forsvarskrig, eller den
som under forsvarets maske vil begynde en angrepskrig; det
sidste kaldes at forsvare sin ukrænkelige ære. Er først en
verdensdomstol i funktion, da kan intet andet skjæmme en
stats ære, end det at den seiv undlater at bøie sig for
domstolens kjendelse. Men til gjengjæld faar domstolen om
trent udelukkende at behandle økonomiske spørsmaal, erstat
ningssaker, og i det hele hvad vi med et billede fra privat
retten kunde kalde civile forviklinger. Spørsmaalet om at
berøve et land dets frihet og dets suverænitet kan ikke bli
forelagt verdensdomstolen. Folkeretten og statsmoralen staar
her foran den nødvendighet at ta et skridt, som privatretten
tok i det gamle Athen ved Solon, og kanske endda tidligere
i det gamle Ægypten. Før Solon kunde i saa godt som hele
den civiliserte og barbariske verden en fri mand bli gjort til
slave, om han kom i gjæld som han ikke kunde betale. Efter
Solon ikke mere. Og i Rom ikke længer efter de tolv tavlers
lov. Dette forhold, at en kjøbmand eller en fabrikherre kan
gaa konkurs, men ikke kan bli gjort til slave hos sin kre
ditor, er nutildags gaut ind i vor daglige bevissthet. Og saa
skulde en hel nation, kanske en million eller flere av frie
borgere, kunde gjøres til slaver av en anden stat, og til at
524
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
