Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Gustaf Fröding - 6 - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gif mig ännu några sista
lifvets äfventyr.
Döden skrammar, alltför branta
stupa stigar ned
på den mörke, obekanta
djupets nedåtled»
Gustaf Fröding.
fyldes av og leve med i livsfornyelsens eventyr. Det leder
tanken hen paa Wergelands digt «Til foraaret», som han
skrev paa dødsleiet, og det staar ikke tilbake for dette. Dets
tragik er dypere, smerteligere, uforsonligere. For Wergeland
betydde den skjæbne, som ventet ham, ikke undergang,
efter «Til foraaret» følger hans digt|til «Den smukke familie».
Fröding ventet ikke, at der skulde gry en dag bak den nat,
som holdt paa at lukke sig omkring ham, av dens kulde
skulde han aldrig mere vaagne til liv, den var utslettelsen,
og derfor er der i Wergelands digt med dets skjønne og rike
billedsprog intet, der griper en som disse billedløse linjer:
De ti-tolv sisste aar av sit liv var han taus, men det er
allikevel ikke vanskelig at gjette sig [til, hvad det var, som
bevæget hans indre liv i denne tid. Naadde han maalet
for sin grublen, sine længsler og drømme, fandt han «det
dolda smycket», han søkte med saa brændende en iver? Jeg
tror det ikke. Jeg tror derfor heller ikke paa den udmerkede
svenske billedhugger Carl Eldh’s byste, der gjennem repro
duktioner i aviserne ogsaa vil være et norsk publikum be
kjendt. Der er en ro og klarhet over dette ansigt som hos
en mand, der har tænkt sine tanker tilende og er vundet
frem til en fast og sikker betragtning av tilværelsen. Men
saa langt tror jeg ikke Gustaf Fröding naadde. Fra hans
digtning falder der streiflys indover mange av menneske
sjælens sjulteste og vanskeligst tilgjængelige egne, «men ännu
svagt som en månestrimma från lifvets natt genom dödens
dörr», for at bruke hans egne ord. Han var en seer og
drømmer, ingen tænker. Betegnende er anslaget i hans to
mægtigste digte «Sagan om Gral» og «Drömmar i Hades».
Det første av disse digte begynder:
«Lif. som fyllt mig, gudomsgnista
du som nu mig flyr,
155
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
