Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Historien og dens opgaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bugge.
Har De gaat langsmed fjorden en tidlig vaardag, nåar
isen nylig er gaat op og sneen endda ligger i klatter inde i
skogen og tiner. De første blaaveis titter frem under gra
nerne og den brune plogmark er gul av hesteblomster.
Bækkene bruser og fosser. Hele naturen er fuld av uro og
gjærende liv. Kom saa igjen en sommerdag, nåar luften er
tung av varmedis og alting grønnes og blomstrer. Kom en
tidlig oktoberdag, nåar asken netop er begyndt at gulne og
bladene paa lønnetræet holder paa at bli røde, nåar luften
er gjennemsigtig og klar, saa hver enkelthet i landskapet,
seiv i det fjerne, sees, og alting aander ro og fred. Eller
kom en vinterdag, nåar sneen knitrer under totterne og
bjerkene nede ved vandkanten er dækket med rim og hvite
som sølvfiligran, mens de mørke graner staar tunge av sne.
Det er den samme natur vinterdagen som hin vaardag;
men de skiftende aarstider har sat sit præg paa den. Na
turen har gjennemløpet aarets historie.
Løvet knoppes og spirer, grønnes og visner i kraft av
naturens evige, uforanderlige love. Træet, henter liv og suger
kraft fra jordens væsker og fra himmelens sol ; det bøier
sig for stormvinden og retter sin vekst efter jordbund og
veirlig. Men seiv eier det ingen magt eller evne til at vokse
krumt eller ret, til at grønnes om vinteren eller visne om
sommeren, til at skyte blade, nåar det er skapt med naaler.
Som med træet saaledes er det ogsaa med mennesket.
Vi vokser fra gut til yngling, mand og olding, og tilslut fal
der vi til jorden som visne blade. Og skuer vi tilbake over
fortiden, ser vi folkeslag fremstaa, vokse og blomstre og
siden ældes, visne og tilslut igjen utslettes fra jordens over
flate, mens nye slegter, nye folk vokser frem. Er denne
folkeslagenes blomstring og avblomstring en følge av de
samme love, som styrer alt liv i naturen? Eller er vi men
nesker alene underkastet tilfældighetens luner? Disse spørs
maal har sysselsat menneskene like fra de ældste tider. Ti
menneskets dypeste stræben er efter at finde lov
mæssighet i tilværelsen. Men først i det 18de aar
hundrede prøvde man at skrive en verdenshistorie ut fra
dette synspunkt. Det var Herder i sine «Ideen zur Ge
schichte der Men sch heit». Fra den tid av blev histo
riens filosofi mote en stund. Men det nytter ikke stort
158
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
