Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Norske skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norske skuespil.
sind, som føler sig i slegt med alt levende. Digterén ser
altid förklaringen og forsvaret, han ser, hvad der endnu er
reddet ogsaa hos de væsener, som er forsvundet i dypet, han
nyder ruinens skjønnet; hos musikeren Fredriksen har denne
skjønnet en særegen charme: saaledes kan livet herje og dog
være barmhjertig, en liten trøstens melodi er blit tilbake, og
den herjede har glæde av at være godgjørende med sin
melodi.
Livet har sine milde luner; for Fredriksen har det red
det en drøm i musikken og whiskyen. Det har ogsaa sine
muntre luner: for Juliane har det i sidste øieblik en neger.
Den, som er livet ivold, bestemmer ikke mer; livet be
stemmer seiv for sine slaver og sørger for, at tragedien faar
sin komik.
Fru Wettergrens Juliane var i og for sig en pragt
fuld skikkelse, men den var som sagt ikke dramaets; den
var kommet for nær kokötten i «Den sterkeste magt». Og
merkelig nok gik det heller ikke rigtig godt med Stormoen
som Fredriksen: han var for diskret, for snild, for enstonig.
Han undgik med altfor stor omhu den patos, som Fredriksen
seiv ikke undgaar. Farverne blev douce og litt almindelige.
Det virkede, som om Stormoen hadde sat sin fantasi i bur.
Der er i dramaet en biperson, en svakt utstyrt løit
nant, man har et øieblik en følelse av, at han er like saa
overflødig i stykket som han er det i livet. Det er ikke
rigtig. Han hører med i galleriet, ogsaa han har paa sin vis
sit lille regnskap med livet. Hans aandelige bohave er saare
litet, men én værdi har han: han holder av et menneske,
han holder av som en retskaffen hund, han følger sin unge
herskerinde i ærbødighet og for at passe paa, at der ikke
sker hende noget ondt. 1 den stund, da livets smerte og
uskjønnet første gang trænger sig ind paa hende, forstaar han,
at han er intet for hende, hun ser ham overhovedet ikke,
han er ikke engang en hund til hendes forsvar. Saa gjør
han sit lille regnskap op, og han gjør det som den Sven
Dufva han er: for ham er det sidste skridt selvfølgelig. I
denne scene var der over herr Oddvar en enkel mandighet,
som gjorde skikkelsen overordentlig sikker og klar.
Der er en anden mand i dramaet, som ikke gir saa raskt
slip paa livet. Det er Alexander Blumenschøn. Hans livs-
175
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
