Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Norske skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norske skuespil.
skjænker endog et forskud paa denne lykke: gamle Gihle
soler sig rigtig i sin alderdomsfryd!
I «Babels taarn» har Gabriel Scott samlet en mængde
kuriøse træk til en spøk over maalstriden. Han har øien
synlig gjennem aar fulgt godt med, hans materiale er for
træffelig, hans komiske sans er desuten frisk og vaaken, hans
egne indfald ofte vittige. Mere end en spøk er stykket dog
ikke blit; «Himmeluret» var nær ved at være en virkelig god
komedie, det er «Babels taarn» ikke. Forfatteren har kjørt
sit gode tømmer frem og har lagt endel stokker op paa hver
andre, men bygningen er intetsteds færdig. Det er endog
vanskelig at se, hvilken plan arkitekten har hat. Derfor be
holder man heller ikke noget helhetsbillede, kun remini
scenser av morsomme situationer. Stykket var glimrende
opsat og blev tlot spillet, men dets kunstneriske værdi var
av karnevallets flygtige art. Hvis forfatteren hadde bekjendt
bestemt kulør og rettet sit angrep direkte mot utveksterne
hos ett parti, vilde han formodentlig opnaadd større virkning.
Nu gjør han jovialt nar av riksmaalsmændenes svakhet, han
fremstiller dem saa avfældige, at der es sak absolut maa
være dødsdømt. Han gaar dog sterkere i rette med maal
mændene, deres aandelige fysiognomi synes ham bestemt av
graatmildt kulturhat og brutal affekterthet. Her er saaledes
endnu mindre at haabe. Over partierne kravler Thorstein
Digre paa sine benstumper, men hvad er det egentlig han
skal redde? Utenfor partierne staar bonden, men hvad
venter digteren av ham? Gabriel Scott har latt sit lune
spille, men han har ikke tænkt igjennem sit verk, det ender
blindt. Det faar nu saa være; forfatteren har i ethvert fald
atter bevist, at han har et rikt fond at øse av; hans iagt
tagelsesevne og hans humør kan nok engang bringe os en
komedie av varig værd.
Ved førsteopførelsen paa Nationalteatret befandt man sig
paa folkemøte; publikum spillet hovedrollen, der blev klappet
og pepet ikke til replikerne, men til den i dem uttalte mening.
Man tok standpunkt, ikke saa meget til digteren som til hans
personer. Det gjorde kamevalsstemningen fuldkommen; alle
moret sig. Av de enkelte præstationer var Storm o e n s
Brauskeland fuldkommen like til det sproglige; det er ikke
langt mellem hver erobring, denne sjeldne kunstner gjør.
177
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
