Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens «Peer Gynt»
Gynt gjennemgaar mellem tredje og fjerde akt, nemlig fra en
daadløs drømmer og eventyrfortæller til et vindesykt handels
folk, som ikke tænkte paa andet end økonomisk fordel. Drøm
mene om sagn- og sagatid var gaat over til drømme om ut
vandring til Amerika, hvor man i en fart skulde bli rik.
Hvor Peer Gynt taler om at grunde en koloni, «Gyntiana»,
hentyder Ibsen utvilsomt til Ole Bulls berømte «Oleana»,
hvorom redaktør Ditmar Mejdell hadde digtet en fornøie
lig vise.
National egoisme, født av daadløst drømmeri og næret
og forsterket ved engelsk-amerikansk vindesyke, dette var
i Henrik Ibsens øine den psykologiske forklaring til at det
norske bondefolk var uvillig til at hjælpe Danmark mot Preus
sen og Østerrike i 1864. At motiverne var langt mere sammen
satte, skal jeg her ikke nærmere gaa ind paa. Den daværende
danske regjering bidrog, som bekjendt, seiv i høi grad til at
isolere sit land ved i det længste at holde fast ved en dyna
stisk politik.
Bigtig eller ikke rigtig, den nævnte forklaring var den,
som tilfredsstillet Henrik Ibsen, da han fattet planen til Peer
Gynt. Men han følte ingen trang til at utrede denne forkla
ring i en avhandling. Han saa den stige frem for sig i et
livsbillede. Det förekom ham, ved en lykkelig idé-association,
at det norske bondefolk seiv i et av sine sagn hadde tegnet
sit eget billede, omend i altfor korte og utydelige træk. I
Asbjørnsens mesterlig fortalte huldre-eventyr hadde Henrik
Ibsen læst om en viss Peer Gynt, en rensdyr-skytte, som
pleiet at fortælle temmelig digre jagtskrøner og tillægge sig
seiv æren for de dristigste jagt-bedrifter i de gamle sagn.
Det maa være kommet over Ibsen som et aabenbarelsens
lynglimt, at dette var en slaaende type paa samtidens even
tyr-elskende, daadløst drømmende nordmænd. Bjørnstjerne
Bjørnsons psykologisk dyptgaaende fortælling om Ame, som
ogsaa var opfostret med eventyr og sagn, og som under sin
senere opvekst gaar og drømmer om at utvandre til Amerika,
har sandsynligvis i Ibsens fantasi smeltet sammen med As
bjørnsens billede av Peer Gynt. Ogsaa Peer Gynts forhold til
sin ensomme mor minder om Bjørnsons Arne, mens Peers
optræden som slaaskjæmpe snarere minder om Thorbjørn
Granlien i Bjørnsons fortælling om «Synnøve Solbakken».
603
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
