Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Ibsens «Peer Gynt»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens «Peer Gynt».
Bøigen er nærmest en symbolisering av det norske poli
tiske bondepartis tilbøielighet (efter Ibsens mening) til at
lempe og lirke og indgaa kompromisser («gaa paa akkord»)
for at slippe for at binde sig til noget avgjørende punkt, som
kan kræve offer. Bøigen (den som bøier og krummer sig) be
tegner paa en maate det samme karaktertræk, som Bjørnson
senere stemplet som «lirke- og lure-politik».
I det hele er saavel Peer Gynt som de mystiske skik
kelser, han møter paa sin vei, legemliggiørelser av det norske
folks mangler. Peer Gynt seiv er kvintessensen av norsk
egoisme. Hele det norske folk knuget og klemt sammen av
forbitrede næver til et eneste menneske, belæsset med alle
nationens synder, dette er Peer Gynt.
Eller rettere: saadan var hvis jeg ikke tar feil Peer
Gynt i den oprindelige grundtanke til digtet. Dette var digtets
første utgangspunkt. Den tanke slog Ibsen, at den norske
nation kunde komme til at tape sig seiv ved sin selvkjær
lighet. Ved ikke at hjælpe Danmark resikerte Norge at
komme til at staa alene, nåar turen engang kom til dette
land at bli overfaldt av en europæisk stormagt. De smaa na
tioner, som var for egenkjærlige og selvtilstrækkelige til at
forene sig i farens stund og ile sine brødre til hjælp, var
dømt til at miste sig seiv, tape sin nationale individualitet.
Dommens dag vilde komme, da et saadant folk, som vilde
være sig seiv nok, møtte Knappestøperen paa sin vei og blev
kastet i støpeskeen, blandet med andet vrakgods, for at om
præges og dukke frem med et nyt navn, som del av en
større nation.
Dette, tror jeg, er förklaringen av Peer Gynts møte med
Knappestøperen. Eller rettere: Ibsens mening er dobbelt. Han
advarer paa engang individer ne og nation er ne. Begge
taper sig seiv ved at være selvisk. Det norske folk faar gjen
nem sin repræsentant Peer Gynt av Henrik Ibsen tilslut hen
stand til den tredje korsvei. Der er endnu tid til at omvende
sig; men tiden er kort!
Alle disse motiver og lanker vilde imidlertid tilsammen
blot ha frembragt et voldsomt satirisk digt, ikke en herlig
förening av humoristiske, satiriske, tragiske og idylliske
træk, som giør dette verk til Henrik Ibsens centrale mester
verk, hvor han rører alle digterharpens strenge.
605
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
