Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: Verdens herre og mester. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VERDENS HERRE OG MESTER.
Kallen drev flittig paa og vølte baaten sin. Blev det op
hold i morgen og, rak han bli færdig.
«Joho, ja —» snakket han med sig seiv og smisket i
skjegget. Det var greit nok til heksene, svaien hadde hat
erend maatte rettelig være sandt, at dit skulde den, og
dit hadde Vorherre ledet dens flugt. Den hadde ikke været
synlig, efter det den dalte paa deres tun.
Mens han aatdøvre, hittet han ut, at det varkjærringer, som
var død de forrige gangene, den fuglen tedde sig i bygden.
Fra den gangen for fire aar siden var han tilforladelig viss
paa det; svigerd ätteren hans hadde hjulpet til at lægge hende
Klin, Gabriel Tormodssøns hustru, paa likstråa. Og mis
mindtes han ikke plent, blev det likedan en kjærring den
gangen for syv aar siden navnet var han ikke god til at
huske. En turde vel tyde det saa, at kvinder hadde især at
frygte dette varslet, men én skulde bare ikke tale om det og
forstyrre kvindfolket med anelser og skræmsler.
Det var hyggelig med det sommervakre veiret; baaten
kunde det bli gagn i, saa det var nyttig arbeid han virket,
og fro tilsinds mullet han paa en salme:
«Om jeg end gaar i dødens dal hin mørke,
vil jeg ei frygte, thi du est min styrke.
Du est med mig, min Gud, i allen stunde,
din kjep og stav mig trøster mangelunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
