Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes V.Jensen: Hilsen til Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johannes V. Jensen.
tone! Saa spontant, saa mørkt og vældigt tænker jeg Crom
wells soldater har sunget foran slaget. Det var elementerne
seiv, havet og skærene, de yderste forposter af Norge, der
sang. Senere har jeg paa mangfoldige maader mødt den
naturmagt, der i den forløbne menneskealder gennem et saa
enestaaende udbrud har skabt det moderne Norge, men aldrig
saa udtryksfuldt og uforglemmeligt som den halvmørke vinter
morgen ombord paa «Hekla», da bønderne begyndte at synge.
Det var «Ja, vi elsker», og det var første gang jeg hørte
den sungen af nordmænd. Vanskeligt kunde man vel faa
den store kærligheds- og slagsang at høre under mere pas
sende omgivelser: Kysten dér ligefor dukkende furet op af
havet med enkelte spredte smaahuse, søen som løb sort og
fraadende rundt om de halvt undersøiske skær, vinden og
den bidende frost, det var som Björnsons sang seiv der laa
for os. H vilket geni der har digtet den, hvilken kongelig
bedrift at have gjort det! Den første underbevidste stemning,
hvormed Bjørnson er begyndt, den sangens billeder er født
af, maa have været forestillingen om den norske viking som
vender hjem fra vesterleden og ser Norge stige af havet, og
da kommer ordene, som en naturmagt, et syngende udbrud:
Ja, vi elsker dette landet. Netop saadan hørte jeg primi
tive nordmænd komme hjem og forløse sig i hans sang.
Hvor det er stort at ramme sit lands natur og sit folk og
sin historie paa en gang lige i hjærtet!
Set ude fra søen en vinterdag tager Norge sig ud som en
übeboelig verden, klædt i sne lige fra toppen af fjeldene og
ud i havstokken, men kommer man i land, tinder man denne
barske natur ikke alene overvundet, men forvandlet til en
ressource, en kilde til livslyst jeg glemmer aldrig første
gang jeg hørte hyl i bakken fra Norges ungdom, det susende
tog der paa ski og kælke bevægede sig ned gennem Holmen
kolskoven, det er et af de stærkeste, mest ildnende indtryk
jeg har haft. Den norske vinterkultur var den gang endnu
et rent nordisk, indnorsk fænomen, nu har den bredt sig til
Mellemeuropas bjerge og Schweitz, som indtil for faa aar
siden henlaa aldeles øde om vinteren. Sporten er bleven fasho
nabel, men i Norge gryede den som et overskud af kraft,
et udbrud af folkesjælen.
Samme efteraar som jeg kom med «Hekla» til Norge
274
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
