Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Hans E. Kinck.
et uhyggelig tversnit av en Oplands-bygd, slik soin bygder
er flest. Det er en bitter, stille satire over bønders knuslete
tankegang, den mysende nysgjerrighet, den lyssky
sladder-syke, alt det nærige muldvarpe-væsen, som hører til reversen
av det som statelig benævnes «odelsbonden». Den revers,
vi stundom har det opløftende syn av, naar de folkekaarne
skal bevilge en stambane for hele landet, eller som skjærer
os i øiet hvorhelst det gjælder skatte-affærer og som vi jo
heller ikke har været ;saa ganske forskaanet for i disse
krigs-og krise-tider. Hjemfærd er ellers historien om en
bondegut, som emigrerte med d e t indtryk av sin æt og sin bygd
— og derigjennem faar vi tillike et kort rids av den indre,
sjælelige almen-aarsak til emigrationen i landet. Saa vender
han i en slags ulykkelig kjærlighet tilbake til hjembygden
efter 33 aar. Men møter igjen akkurat de samme smaalige
træk i den nye generations ansigt! Med giftigere, mere
flængende haan er odelsbondens ulægelige mangel paa høisind
og virkelig almenaand neppe avklædt. Om A. Kielland hadde
efterlatt sig noget saadant, vilde han levet sikrere i
eftermælet end han gjør. —
I denne indledning har jeg, som sagt, villet skissere den
bakgrund, hvorimot Tryggve Andersen’s produktion maa
sees, samt tillike ville tantyde hvad der har været
medbestemmende til at han i øieblikket ikke indtar den plads i
publikums literære bevissthet som ved sin første bok, end si: den
plads han har ret til. Hvis mit indtryk er rigtig at han
sakket agterut, beror det paa hans holdning her: paa hans
kolde selvopholdelses-evne likeoverfor de literære moder; til
den anden kant, til publikum nemlig, paa en stolt frihet for
lefleri i enhver form.
For det er ikke hans kunst, som sakket agterut. Det
er det merkelige og det enestaaende ved Tryggve Andersen,
at i et saa demoraliserende miliø som norsk læsende
almen-het gik han disse aar ustanselig frem i kunstmoral.
II.
Skjønt jeg neppe tror at Tryggve Andersen nogengang i
popularitet kommer til at slaa de forfattere som konkurrerer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
