Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Dramatikeren fra Firenze. II. Novellen og aanden i renæssansens Firenze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramatikeren fra Firenze.
Uverne seiv om digteren aldrig saa slavisk følger dem, og
det gjør Shakespeare de blir jo avsilet gjennem nordisk
hjerte og nordisk hjerne. Det blir trods alt ikke italiensk
renæssanse; det er angelsaksisk renæssanse, og han griper
fortrinsvis efter motiver med serenadens lyse, trods alt vin
fattige nætter.
Den florentinske novelle gir indblik i det andet. I
Firenze er de bedste og livfuldeste rundet op; her grodde
B o cca c c i o’s novelle, Sacchettfs (begge i slutten av 14de
aarhundrede), Grazzini’s (i det 15de aarhundrede). Og den
er fri latin og lærde tirader og literatur; ialfald: findes noget
slikt i den, er det saa paatagelig let at skrælle det av. Novellen
er nemlig folket seiv. Den er i den grad folket seiv at
man den dag idag føler dens pust, naar man gaar omkring i
Firenze’s gater, og det er dette nære kulturhistoriske pust som
er henrykkelsen ved Firenze, i motsætning til f. eks. Rom;,
det er rester av racen, man møter ved likør-disken hos
«Gigli» eller utenfor konditoriet «Giacosa» paa korsoen, hvor
ung laps og aldrende kynikere hver eftermiddag stiller sig op
og lar medborgerne løpe spidsrot. Muligens et litt stivnet
rudiment av racen : viddet er der kanske ikke, som i for
dums tid. Men de spiddende øine og ormetungen er der dog;,
blikket er den dag idag stundom ikke saa rent langt ute be
slegtet med snikmord.
Dansevisens tone svæver over Boccaccio’s noveller.
Det gjør den just ikke ved Sacchetti. Boccaccio er en char
mør, der var damer tilstede. Ogsaa han har dog skøiere,
som driver hensynsløse løier og gjør de troskyldige borgere
fantestykker; vi mindes de to: Bruno og Buffalmacco, som
uten skaansel kaster sig over Calandrino, tullebukken, han
reien, tøffeldanseren deres spiloppers staaende offer, som
har trukket anekdoterne av det indhold til sig, blit deres
faste figur og midtpunkt. Boccaccio beflittet sig ellers paa at
lage kunst, søkte op eventyrlige, gjerne orientalsk prægede
motiver, som han utbroderer; det literære hang træder frem
overalt, f. eks. ved de lyriske utbrud, ved forsøk paa natur
skildring, ved viserne, ved de lange elskovserklæringer. Og i
det rent rytmiske ved stilen mindes ialfald jeg iblandt Cicero’s
liebhaberier.
Sacchetti er upyntet, usminket skoglatter; og der er
171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
