Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Charles Kent: Stil og stof - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charles Kent.
fra snærende, konventionelle baand at hæve sig over det
naturalistiske skema. Naar forfatteren skal skjule sig bak
sit verk, kræves der en fordypelse i det stoflige indhold og i
det naturalistiske sproglige uttryk, som kræver stor sjælelig
energi, en koncentration om de følelsesbetonede forestillinger,
som ikke koster mindre heller adskillig mere smerte
end den viljeskoncentration som fører f. eks. en forretnings
mand frem mot de store maal. Det er naturlig at en digter
spør sig seiv: Hvorfor denne energiutfoldelse for at opnaa en
virkning av illusion for at kunne indbilde læseren at han
staar midt ien virkelighet som taler for sig seiv? Det vig
tigste er dog aanden i et kunstverk; og er det ikke netop
aandens triumf at man tumler humoristisk eller patetisk,
men iethvertfald overlegent med stoffet; at man leverer
en fri og personlig kommentar til romanens begivenheter?
Ak ja, var det saa let at være aandfuld. Men aanden i
et kunstverk er i en roman saavel som i et digt «uut-
sigelig». Aanden ligger gjemt i selve stoffet, og hvad digte
ren kan gjøre er at lytte efter begivenheternes egen stemme,
indtil han blir istand til at gi en antydning om deres skjulte
mening. Al virkelig kunst er suggestion. Digterens opgave
er hverken at ræsonnere eller moralisere, men at sætte læse
rens fantasi i svingninger, indtil det billede kunstverket dan
ner, faar symbolsk betydning for ham seiv.
Dette gjælder, hvadenten digteren følger det naturalistiske
skema, eller ei.
Tar man for sig f. eks. Hamsuns «Segelfoss by», saa
hører vi ganske visst hele tiden forfatteren snakke med.
De ytre begivenheter som foregaar, faar aldrig lov til at tale
for sig seiv; der staar en personlig farvet «beretning» mel
lem disse begivenheter og læseren. Men dette vil ikke si at
Hamsun staar fri og übundet overfor sit stof; det er nemlig
ikke disse begivenheter, ikke Willatz Holmsens og Marianes
kjærlighet, ikke brukseier Holmengraas eventyrlige skjæbne,
ikke det mylrende puslingeliv i Segelfoss by ingen av
disse ting er i sig seiv stoffet i Hamsuns roman. Stoffet
er selve den personlig farvede beretning som staar mellem
disse begivenheter og læseren, stoffet er med andre ord Ham
suns egen personlige stilling overfor begivenheterne og forhol
ndene i det samtidige samfund. Men dermed er ogsaa git,
144
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
