Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kristian Elster: Tryggve Andersen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trjrggve Andersen.
dersens beretning. Han er barsk. I «Historien om majoren»
gir han en skildring av oplandsbygdernes historie og sagn,
og det er som viser han os hen til kilderne for sin egen for
tællekunst:
«Oplandsbygderne har sine egne, eiendommelige sagn og
historier, som bærer præget av, at de fordum er fortalt,
mens folk om vinterkvældene sat samlet om peisen. For
tællingene var gjerne knyttet til gaarden og de slægter, dér
hadde bodd, eller til nærmeste grænden. Sjelden avbrøt en
uventet gjæst den talende, for de store gaardene var en
somme; det kunde snarere træffe, at han maatte stanse op
og lye efter ulvehylene nede fra den islagte fjord. Ordene
fik lov til at flyte rolig og jevnt og dvæle ved mange ma
lende enkeltheter, og rokkens stilfærdige surr blandet sig
med dem. Men de lange mørke kvældene og dysterheten i
de vældige kjøkkene, folk holdt til i, ga dem sin farve.
Voldsomme lidenskaper, ulykkebringende varsler, skjæbne
svangre hændelser og aarsaken til, at de døde ikke har
fred, men maa gaa att paa de tomtene, dér de har lidt
og stridt, var de vanligste emner. Skapte sagnet mænds
ettermæle, bygget det helst paa deres onde gjerninger.
Den saakaldte «lune humor», som skal utmærke de norske
bønder, har oplændingen ikke synderlig av. De eier ikke
meget av den til daglig bruk, og den saknes omtrent ganske
i sagnene deres. Til giengjæld har de nok av fatalistisk,
sønderreven galgenhumor og adskillig forkjærlighet for det
uhyggelige og overnaturlige.»
Slik er hans egen fortællende stil. Sterkest i den er vir
kelighetspræget. Det er det bærende, det gir stilen dens uan
gripelige fasthet, dens præcishet i uttrykket. Dertil kommer
eller rettere dermed hører ogsaa dens norske klang. Et
fornemmere, et mere hjemmestolt riksmaal er ikke skrevet.
Hele setningens klangfarve er norsk, dens rytme, dens be
vægelse og tone. Ordene er valgt med den fineste sans for
de dialektfarvede ords pläds i setningen. De skaper intet
brudd, ingen pludselig skingrende farver, men en egen mæt
tet og dyp glød.
Her er et par prøver paa hans stil. Først et interiør
fra «Gamle folk»:
«Prokuratoren blundede en stund, og der blev tyst i
187
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
