Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Per Gynt som livsbillede og som digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
Per Gynt som livsbillede og som digtning.
stund rykker nær, speider man ængstelig efter om der ikke
skulde være raad for ham til at slippe fra det. Ibsen viser
ikke den tanken av. Hvor forskjellig ender ikke Per Gynt,
sammenlignet med Brand ! Brand slutter med et dødsskrik
av en mand som gaar utfor stupet. Per faar i sin døds
stund samme hjælpen over dørstokken som han i sin tid
hadde git mor Aase. Man kan finde den specielle form
Ibsen har valgt at løse disharmonien paa, konventionel.
Slik som Solveig i dramaet møisommelig arbeider sig frem
av skyggen minder hun litt om en frelsesengel konstruert
for tilfældet. Men hendes tale er like dyp som livets egen
sorg, og i hendes trøst skjuler sig troens standpunkt til det
religiøse problem i tilværelsen.
Er det slik, at godt kan veie op ondt? Er det saa, at
der som den enes livsvisdom kommer tilkort, der kan et
andet menneskes godhet skyte saa meget til, at det blir ba
lanse? Per Gynt hadde ikke hat nogen større livsvisdom.
Hans liv var nærmest feilslagent. Men der var da nok ved
ham til at vække de dypeste værdier i en anden menneske
sjæl. Solveig jager dødsstemningen bort ved at vidne om
sin tro, sit haab og sin kjærlighet. De sidste ord i dramaet
er Solveigs sang om at hendes gut skal gjøre som han igrun
den altid har gjort drømme.
Om dødens knute kan ] paa den maate, om der er
pläds for en logik av den art i nogen religion eller moral,
skal være usagt. Men det er digterens sak at la menneske
hjertet føle sig frem der det glipper for tanken.
Per Gynt ender som det begynder som et digt
fuldt av poesi. Fra den pinefulde avregning med egoismen
vender Ibsen sig til en symboltale om saadant som kan for
sone hjertet med eksistensen.
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
