Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Teater - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teater.
i, næret av kjærlighet som hendes egne sønner . . . Alt
i begyndeisen av første akt ser vi hvem hun er; slik som
hun gaar og snakker med sønnens forlovede, den unge pike,
samtidig flittig optat av alle huslige gjøremaal, er hun
netop den varme og myndige mor, hvis omsorg og om
tanke er vaaken og virksom overalt og til alle tider.
Efterhvert utvides dette indtryk ; det forandres ikke, men
man faar heller ikke anledning til at slaa det fast og bli
færdig med det, fordi fru Dybwad uavladelig erobrer nyt
stof for det; hun forblir den samme, men er aldrig til
at indrullere, derav det idelig fængslende i denne skik
kelse. I slutten av første akt er hun ikke længer bare
en mor for tre sønner og for den kvinde den ene av dem
har knyttet til sig. Fiendegutten er indlemmet i hendes
barnekreds, og fru Dybwad har her i sin kjærlighet en styrke,
en næsten skræmmende utilnærmelighet som viser at hun
vet hvilken byrde hun dermed har tat paa sig. Frivillig
eller ufrivillig, hendes instinkt har talt, de er sønner
allesammen og hun er mor . . . Hun er i anden akt
rolig og likevegtig ifærd med at vareta denne utvidede
husholdning i sit hundredganger forstørrede hjem: hun
tinder de syke, pleier de saarede, viss paa sin sak, kjæmpe
sterk. Og da hun faar vite at Benedict er død og hun
segner, er det ikke for at klage; hun tar sig bare et
øieblik til at samle sin kraft, fremdeles er hun likemeget
mor. Om alle hendes sønner var dræpt, var hun like
meget mor . . . Ved at levendegjore denne skikkelse, gjøre
den fortrolig, menneskelig er det fru Dybwad gjør fru Ankers
ord og tanker paatrængende, aapner vore sind for dem.
Det er ikke avispropaganda og populærfilosofi ; det er et
menneskes dypeste og hellige instinkt som taler, som ut
vikler og utvider sig uavvendelig til at omfatte alle denne
verdens forvirrede og forvildede børn . . . Fru Dybwad
som længe, for alt det den generation jeg tilhører kan vite:
altid har mestret scenekunstens teknik, mestrer den i hvert
fald nu til fuldkommenhet. Den som en aften sitter og
har hele sin opmerksomhet henvendt paa hende, f. eks. i
denne rolle, mottar stadige skjønhetsindtryk. Hele hendes
skikkelse, alle hendes bevægelser tjener til det mindste
hendes intentioner. Men ikke en bevægelse skal man finde
393
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
