Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harry Fett: Klassicisme og den indbildte herlighet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klassicisme og den indbildte herlighet.
gjærder eller i et russisk fængsel avventende intelligensens
seigpining vilde skrive sine videnskabelige verker over men
neskeaandens herlige utvikling mot sindenes frigjørelse, mot
aandsvoksterens pinseveir, kort sagt «mot dag».
Jeg hadde fornylig den glæde at samtale med en av vore
mererepræsentative tekniske autoriteter om klassicismens man
dige mistro til hele fremskridtsdogmatikken og frem hævet
det balanseløse som var kommet ind i saa mange forhold
ved alle de tekniske opfindelser, samtidig som de religiøse,
etiske og rent filosofiske aandsværdier var forsømt. Han for
klarte mig stadig like fortrøstningsfuldt kemiens vældige frem
skridt og rent ufattelige muligheter. Tilslut fortalte han at
de seneste kemiske opfindelser hadde gjort den mulighet meget
nærliggende, at man ved hjælp av et kemisk stotkoncentrat vilde
kunne fra en flyvemaskine ødelægge en fjerdepart av London.
«Men saa maa de herrer kemikere snarest slutte med at op
finde,» föreslog jeg forsigtigvis ikke uten betænkelighet over
fremtidsperspektivet. «Intet kan hindre menneskeaandens
og videnskapens fremskridt,» var det fortrøstningsfulde svar
jeg fik.
Hos nogen lavtstaaende indianerstammer i det indre av
Venezuela findes en gift saa sterk, at den dræper ved kun
at berøre menneskehuden. Under jagt paa dyr blaaser de
vilde piler med denne gift lydløst ut av lange sivrør. Men
dette vaaben brukes aldrig seiv under den mest fortvilede
kamp likeoverfor mennesker. Mon den europæiske kultur
nogen gang skal kunne gjenvinde denne lavtstaaende moral?
Men seiv for fremskridtsoptimismen maatte det dog imel
lem bli klart, at utviklingen mot livets herlighet ofte gik lov
lig langsomt. Man maatte med bitterhet erkjende at menne
skenaturen var baade seig og træg. Det gjaldt at finde paa
noget som kunde sætte litt fart paa bevægelsen. Paa det
sociale omraade var saken forholdsvis grei og liketil. Der
hadde optimisterne sin kjære revolution som skulde greie alt.
Revolutionen var «lokomotivet» som Karl Marx uttrykte sig.
Det gjaldt bare at faa koblet dette paa, saa vilde menneske
toget gaa sikkert og greit fra stoppested til stoppested mot
stadig herligere egne med Edens have som sidste jernbane
station. Her skulde da formentlig menneskeheten enten stige
av eller muligvis fortsætte i en slags ringbane. «Revolutions
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
