Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anton Mohr: Joseph Caillaux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Joseph Cailleaux.
var et forvaltningsprincip saa grundfæstet, at det for den jevne
franskmand fortonet sig som noget i likhet med revolutionens
berømmelige frihet, likhet og broderskap. Naar derfor
Cailleaux nu, umiddelbart efter at ha trodset forbitrelsen over
sin tyske traktat, skred til at foreslaa en almindelig skat paa
indtægten, da beviste han iallefald at han besad det mot som
er en av en stor politikers kanske allernødvendigste egen
skaper.
Det skulde imidlertid snart vise sig, at Cailleaux denne
gang hadde paatat sig en opgave, som han trods al sin dri
stighet og al sin eminente parlamentariske dyglighet, ikke
magtet at gjennemføre. Ganske visst, venstrepartiernes og
socialisternes varme støtte kunde han nu som altid gjøre
sikker regning paa. Men desto mere fanatisk var høires og
nu ogsaa en stor del av mellempartiernes motstand mot denne
«plyndring av vore surt erhvervede spareskillinger» som en
konservativ deputeret uttrykte det. Et farlig vaaben fik disse
hans fiender i den rapport som omkring juletider blev avgit
av en av senatet nedsat komité, der hadde hat i opdrag at
granske den fransk-tyske traktats noget grumsede tilblivelses
historie. Rapporten var litet smigrende for Cailleaux og spe
eielt blev hans hemmelige forhandlinger med von Lancken
i den underkastet en flængende, men som det synes i det
hele ikke überettiget kritik. Slik som de var blit ført var
da ogsaa disse forhandlinger, likegyldig hvor moralsk lødige
end deres motiver maatte være, utvilsomt ikke et stort lands
ministerpræsident værdige. Avgjørende for ministeriets og
dermed indtægtsskattens skjæbne blev imidlertid de Selves
tidligere nævnte, uforbeholdne erklæring om, at han personlig
intet hadde kjendt til disse forhandlinger. Atter igjen, men
denne gang høiere og sterkere end før lød forræderropet mot
Cailleaux og denne gang magtet han ikke med sin svækkede
autoritet at trodse sine mange fiender. De Selves demission
blev dagen efter fulgt av hans egen og hele ministeriets (10de
januar 1912).
Men fremdeles var han, der nu mere og mere traadte
frem som de forenede radikale partiers første talsmand, en
mægtig kraft i fransk politik og sine fiender én farlig mot
stander. Det fik disse i de følgende aar mere end én gang
bitter anledning at føle. Poincaré og Barthou, Delcassé og
267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
