Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Etienne Fournol: Raymond Poincaré
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Raymond Poincaré.
skyldte sit hastverk overfor sine kolleger, bemerket denne,
«nei, nei, skynd Dem bare at la være at stemme!»
Poincaré praktiserte længe denne intellektuelle dyd, i tvil
somme tilfælde at avholde sig fra at stemme. Han er blit mer
kamplysten med aarene, hvilket jo förekommer. Han har
formodentlig opdaget at det er lettere at lede menneskenes
lidenskaper end at forsone dem.
Av alle de anlæg som sogner ind under intelligensen er
det faa Poincaré ikke besidder; han har saa mange av dem
at følelseslivet lider derved. Han har trængt ind paa alle
kundskapsomraader før han stanset op ved det centrale ;
Poincaré er sikkerlig den mand i Frankrike og kanske i ver
den som har den største politiske viden, jeg mener teknisk
viden om politik. Han har været undervisningsminister, uten
riksminister, finansminister. I intet av disse departementer
var han uerfaren da han kom dit, og efter faa maaneders for
løp var han ikke alene minister, men mester.
Jeg har undertiden set ham slaa sakkyndige med for
bauselse ved en fagkundskap som man skulde tro han hadde
stjaalet fra dem. Det mest imponerende var, tror jeg, i
Pradomuséet i Madrid. Som president gjorde han en officiel
reise til Spanien, hvorunder han selvfølgelig avla et besøk i
det praktfulde museum som er hovedstadens beste smykke.
Man indfinder sig altsaa en morgen i det blankpussede
galleri, hvor mesterverkene venter i sine rammer og midt
iblandt dem museumsdirektøren, en værdig og lærd mand,
som uten nervøsitet staar færdig til at vise den nye statschef
om. Han var vel vant med disse besøk, i aarenes løp hadde
det faldt i hans lodd mange gånger at være cicerone for
frem mede statsoverhoder, som høflig og adspredt skjulte en
hemmelig gjespen under beundrende fraser.
Den livlige spanske konge er der, i fuld diskussion med
general Lyautey, som netop passerte Madrid paa vei til
Marokko, om fordelene ved en ny sabeltype som den senere
marskalk bar. Poincaré ankommer. Hilsener. Presentatio
ner. Alt gaar godt. Direktøren begynder med uforstyrrelig
ro at lire av sine forklaringer. Man passerer Goya lykkelig
og vel. Men ved Velasques hæver presidenten sin røst, tør
og myndig, og aapner avgrunder for vore føtter. «Hr. direk
tør, disse billeder hadde bedre lys i den lille særskilte sal
189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
