Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Egill Rostrup: Lidt om det moderne theater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29 Samtiden. 1928
Lidt om det moderne theater.
linger, dekorationer, kostumer, spillemaade, tilstræber en
ødelæggelse af alt det, som vi højagter som dramatisk kunst.
De russiske skuespillere, der her optræder som «den nyeste
kunsts» missionærer, maa ikke føle sig overraskede over, at
vi køligt afviser den. Vi har aldrig undladt at have vor
opmærksomhed henvendt paa det russiske theaters værdi
fulde og originale idéer og dets interessante tendenser. Men
vi lader os nu heller ikke helt tilintetgøre.»
Men denne rolige og mandige afvisning træffes langtfra
overalt. Tværtimod, baade Tairoff og hans endnu mere
revolutionære efterfølgeres experimenter var jo saa sensa
tionelle, at de ofte fandt sceneinstruktører, der vilde vække
opsigt med en imitation af dem, og en presse, der var villig
til at juble over dem, fordi de var nye. Adskillige af de
moderneste tyske iscenesættere kan overhovedet ikke for
staaes, nåar man ikke kender de russiske forbilleder, der
ligger til grund for dem.
Efter bolschewikisk lære har kunsten ingen ret til at
existere, medmindre den kan tjene som middel for politisk
propaganda. Theatret har altsaa ikke længere den opgave
at vække forfengelige og u-bolschewikiske tanker og følelser
overfor individers personlige skæbne eller sjælelige problemer;
dets opgave er den at avle so ei ale oplevelser, at fremkalde
en udåd rettet aktion, og at fylde publikum med kommunistisk
fællesaand. Altsaa har den kunst ingen berettigelse, der søger
og svarer til det sjælelige udtryk, men ene og alene den,
der stræber efter det legemlige. Ethvert spor af personlig
individualitet skal og maa udryddes; det gælder derfor om at
skabe en kunst, der ikke har noget med individuelle følelser
at gøre.
Skuespillerens opgave bliver da den: at uddanne sit
legemes bevægelighed, at føre sine bevægelser til en almen
gyldig, typisk norm. Mayerhold, bolschewismens theaterchef,
underviste derfor sine skuespillere i et helt system af gym
nastiske bevægelser, som han kaldte biomekanik, som skulde
tjene til at udslette alle ydre personlige forskelligheder mellem
dem; mænd og kvinder optraadte i ganske ensartede blåa
over-alls o.s.v.
Det vilde føre for vidt at gennemgaa de nyeste russiske
strømninger. De er mange og ultra-revolutionære. Fulöp-
429
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
