- Project Runeberg -  Danmarks Riges Krønike /
Saxos Fortale til Danmarks Riges Krønike

Author: Saxo Grammaticus, N. F. S. Grundtvig With: Gudmund Hentze - Tema: Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Saxos Fortale til Danmarks Riges
Krønike

Eftersom andre Folkefærd gjøre sig en Ære af deres gamle Bedrifter og sætte en Glæde i at komme Forfædrene i Hu, saa kunde den danske Erkebisp Absalon ikke taale, at vort Fædreneland, som det alle Dage var hans inderligste Hjærtens-Lyst at ophøje, skulde fattes en saadan Navnkundighed og ærligt Eftermæle; og da ingen andre vilde gjøre sig den Umage at skrive en Danmarks-Krønike, saa nødte han mig, sin ringeste Tjener, det Arbejde paa, og lod mig arme Mand hverken have Rist eller Ro, førend jeg tog mig for, hvad der dog gik over mine Kræfter.

Sagen er den, at i Førstningen, efterat Kristendommen var kommen herind, da var man tynd baade i Troen og i Latinen og skulde nok bare sig for at skrive en Danmarks-Krønike, og siden, da Kirke-Tjenesten kom i Gang, og man lærte Latin, saa var man doven, som man før var dum, og Følgen blev den samme; thi hvad man før ikke kunde, det gad man ikke nu. Se, derfor kunde jeg ikke bære det over mit Hjærte og Sind at være lidt gjenstridig, uagtet jeg følte, hvor lidt jeg var saa svært et Arbejde voxen, men vilde dog hellere saa godt som sprænge mig selv, end at vi danske Folk, hvis Grander just har deres store Morskab af Krøniken, skulde blive berygtede som de, der agtede de gamle Dage intet skriftligt Mindesmærke værd, men skrev dem kun i Glemme-Bogen. Det var da altsaa en tvungen Sag, at jeg belæssede mine svage Skuldre med en Byrde, som ingen Skribenter hidtildags har rørt med en Finger; jeg turde ikke stampe imod Brodden; og ihvorvel det ogsaa var et Vovestykke at begynde paa, hvad der skulde anderledes Karle til, saa trøstede jeg mig dog ved det Rygstød, jeg havde i den store Mand, hvis Ærinde jeg efter fattig Lejlighed udrettede. Men da nu han gik ind i Evigheden, førend jeg blev færdig, og I, Herr Anders, blev i en god Time enstemmig udvalgt til hans Eftermand i den høje Værdighed, saa veed jeg intet bedre end at bønfalde eder om at staa mit Værk i Faders og Formynders Sted, saa de avindsyge Hegle-Hoveder, hvis Fingere fornemmelig klø efter hvad som gjør Opsigt, maa blive beskæmmende, naar de se, under hvis mægtige Vinger min Bog finder Ly! Hvilken frugtbar Overflødighed af Visdom og Kundskab finder man ikke hos eder, alt som et helligt Skatkammer, rigelig opfyldt med himmelske Klenodier! For at sanke saadanne Midler og forfremmes i boglig Kunst, var det, at I berejste Frankerig, Italien og Engelland, og da I, efter lang Omvanken fik det glimrende Kald, at staa i Spidsen for en udenlandsk Højskole, skal man have ondt ved at sige, om derved timedes eder eller Embedet blev den største Ære. For denne, eders store Berømmelses, Dyds og Dygtigheds Skyld udvalgtes I af Kongen til Haands-Skriver og vidste saaledes at nytte Lejligheden til store Foranstaltninger, at denne Bestilling, der hidindtil ikke var synderlig regnet, siden, da I befordredes til det Embede, I nu beklæder, var en Brud, hvortil der bejledes omkap af de ypperste i Landet. Intet Under derfor, at Skaane jublede over denne Gang at have laant en Biskop af et andet Landskab, isteden for at kaare ham blandt sine egne Sønner; thi det er ikke mere end billigt, at man fryder sig over et Valg, man har saa meget Ære af. Ja, da I ikke blot, ved Byrd og boglig Kunst og Sindets Gaver, er en Prydelse for Kriken, men leder ogsaa Hjorden til Ordets fedeste Græsgange, saa er det eders Løn at elskes overalt, og eders Ros at have, ved priselig Idræt, gjort eders hædersfuld Embede end mere højærværdigt! for ikke ved eders Rigdom at give Anstød, har I med from Gavmildhed skjænket Kirken eders store Formue til gudelig Brug, og, langtfra at falde i Gjerrigheds Snarer, har I da meget mere paa den allerbedste Maade skilt Eder ved Rigdoms Bekymringer. Hertil kommer det kostelige Værk, hvori hellig Sandhed med synderlig Kunst er af eder indvirket, samt den Nidkjærhed, hvormed I, uanseet Ulejlighederne, som deraf flyde for eder selv, tager eders Embed vare: I har saaledes ved den saliggjørende Lærdoms Kraft tvunget dem, som forholdt Kirken sine Rettigheder, til igjen at opfylde deres Skyldighed, og bøde nu for hvad de brøde før; dem som elskede Letfærdighed og fulgt Kjødets Lyster, har I ved idelig Formaning og en ærbar, lysende Vandel ført tilbage fra den usle Blødhed til en værdigere Tænkemaade, og skjøndt man ikke let kan sige, om I har udrettet mest med Ord eller med Exempel, saa er det dog lige vist, at hvad Eders Formænd omsonst arbejdede paa, har I, og det ene ved kloge Raad, udrettet.

Nu skal man lægge vel Mærke til, at de gamle Danske, som lode det ikke fejle paa store Manddoms-Gjerninger, stræbte ogsaa at maale sig med Romerne i udødelig Ære, saa de ikke alene kappedes i Forfatterskab, og satte Fortællinger om deres egen Mandhaftighed, med en egen Slags Digtekunst, ret artig i Stil; men kom ogsaa Forfædrenes Bedrifter i Hu og lode Rimene derom, som gik fra Mund til Mund paa Modersmaalet, med Rune-Bogstaver indhugge i Klipper og Kampesten. Disse Mindesmærker har jeg pløjet som Oldskrifter og i Oversættelsen trolig stræbt at følge Traaden og sætte paa Vers, hvad rimet var, saa man maa vide, at jeg har havt noget at bygge paa, og sat Fortællingen sammen, ikke efter mit eget Hoved men efter Fædrenes Mund; thi jeg har ikke lovet at digte et rimelig Eventyr, men troligt at berette gamle Ting! O, hvilke dyrebare Krøniker, skulde ikke Folk med saadant et Hjærtelag have efterladt os, om de havde været Latinen mægtige, og derigjennem kunnet styre deres Skrivelyst, al den Stund vi se, at nu, da Roms Tungemaal var dem ubekjent, havde de dog en saadan brændende Begjærlighed efter at frelse fra Glemsel hver mærkelig Gjerning, at de, saa at sige, gjorde Kampestene til Pergament og Klippevægge til Tavler!

Her maa jeg imidlertid dog indgenlunde forbigaa Islændernes Fortjeneste, thi disse Folk, hvis golde Fødeland ej frister dem til nogen Overdaadighed, de holde, saa at sige, Faste Aaret om og anvende gjerne alle deres Levedage paa at samle og udbrede Kundskab om andre Folkefærds Daad, og bøde saa med Kunst paa deres Savn; thi det er deres Fryd og Gammen at vide og fortælle alle Folkefærds Bedrifter, og de holde for, at man har ikke mindre Ære af at omtale end at udføre mægtige Gjerninger. Deres Samlinger, rige paa kostelige Sandsagn om Fortids Handel, har jeg derfor med Flid benyttet, og mangen en Fortælling i denne Bog er deraf laant og oversat, thi deres Hjemmel, hvis store Kyndighed i Oldssager er mig noksom bekjendt, tør jeg ikke forsmaa. For Resten har det været mig en Samvittighedssag, nøje at nemme, flittig at optegne og trolig at følge hvad Absalon, det være sig om hans egne eller andres Bedrifter, vidste at fortælle, thi hvert hans Ord om sligt var mig som himmelfaldet.

Nu vender jeg mig til eder, Kong Valdermar! Dannemænds livsalige Fader og Fyrste, Fæderneslandets glimrende Prydelse, hvis berømmelige Herkomst og ældgamle Stamme skulde findes her beskrevet! Højlig trænger dette mit Arbejde, som vel kun er lykkedes maadelig, til eders Gunst, thi idet jeg, som en Sten paa Hjærtet, føler Byrdens Vægt, maa jeg vel frygte for, at det er snarere min egen Vankundighed og Afmagt, jeg blotter, end eders Herkomst, jeg sømmelig aabenbarer! Eders, maa jeg vel sige, thi eders store Arvelande har jo I, paa Naboernes Bekostning, anseelig formeret, og der I udstrakte eders Spir saa vidt, at Elben nu strømmer i Danmarks Rige, da er det ingen ringe Forøgelse af Kronens Glans, som I vandt Æren for; thi vidt overgik I de fremfarne Kongers Ros og Ry, ved selv mod det romerske Rige at vende eders sejerrige Vaaben! Dog hos eder rækker Mod og Mildhed jo hinanden Haand, saa det er et Spørgsmaal, om ikke dog eders Livsalighed gjør eder endnu mere elsket hos eders Folk, end eders Vaaben gjør eder udenlands frygtet; ej heller maa det glemmes, at eders Farfader, som skrinlagt straaler nu i Helgenskaren, vandt ved sin uskyldige Død udødelig Ære, og at hans Helgenglans behersker nu de Folk, hans Sværd betvang, saa man maa sige, at af Helgen-Saaret udstrømmede dog mere Kraft end Blod! Og endelig, saa er jeg nu engang af Moders-Liv og Fæderne-Herkomst eders skyldige Tjener, thi, som vitterligt er, tjente baade min Fader og Farfader, den synderlig trofaste Mand, i Eders Herr Faders Gaard, og kæmpede ridderlig under hans Banner, og sagtens maa da jeg i det ringeste i Aanden, kæmpe under eders! Under det, og under eders Skjold, vil jeg da gaa frem, og for at komme ret paa Glid vil jeg begynde med en Beskrivelse over Fædernelandet efter dets Beliggenhed, da alt vil falde desbedre i Traad, naar Fortællingen, som under sti Løb skal sætte hver Ting paa sit Sted, har begyndt med Stedernes Beskrivelse.

Danmarks Riges Beliggenhed er da denne, at dels grænser det ved en Ende til fremmede Lande, og dels er det omflydt af det bølgende Hav, saa at de indvendige Dele omsnoes og overskjæres af Stranden, og den krydser sig paa mange Maader ud og ind, snart i smalle Sunde og snart i brede Bugter, hvorved der dannes en stor Hob Øer. Heraf kan man da begribe at Dannemark, som Bølgerne, saa at sige, har slaaet i Stykker, har kun faa landfaste Dele, og at Havet, som i sit Løb slaar de mange Bugter, skiller dem vidt fra hinanden. Af disse landfaste Dele er nu igjen Jylland baade den største, og naar vi komme sønder fra, den næste, saa det vel maa kaldes Broderparten af Riget, thi det strækker sig saa langt sønder paa, at det berører Tydskland, men rives dog igjen løs derfra ved Ejder-Strømmen og løber saa lidt bredere, sønder fra lige op til det norske Sund. I dette Landskab er den saakaldte Lim-Fjord, hvor der saaledes vrimler af Fisk, at Folket der i Egnen nok alle Dage haver lige saa meget sin Næring af Fjorden som af Jorden.

Til Jylland grænser Lille-Frisland, og her gaar Landet ned ad Bakke, saa at Jordsmonnet bliver meget lavere, men Landet ogsaa meget mere frugtbart, som det kan takke Stranden for, der oversvømmer det. Det er imidlertid et stort Spørgsmaal, om man ikke her kjøber Guld for dyrt, thi det er en farlig Sag med den Strand; naar det falder ind med stærk Storm, bryder den ikke sjælden gennem Digerne, som man ellers dæmper for den med, og styrter da gjerne saa rasende ind, at den mangen Gang tager med sig, ikke blot hvad der staar og gror paa Marken, men selv Husene med Folk og samt.

Østen for Jylland ligger Øen Fyn, som kun ved det smalle Medelfarsund er Skilt fra Fastlandet, og ligesom Fyn nu har Jylland vesten for sig, saaledes vender den østlig imod Sælland, en Ø, som bær Prisen for alle Dannemarks Landskaber, baade i Overflod paa Livets Nødvendigheder og i sin Dejlighed. Den skal, efter sigende, ogsaa ligge lige midt i Dannemark, saa der fra den er lige langt til Grænserne paa alle Sider.

Østen for Sælland bryder Havet atter igjennem og skiller Øen fra Skaane ved et Sund, hvor Fiskerne pleje hvert Aar uden Undtagelse, at gjøre en ganske overordentlig Fangst, ja Fiskene flokkes saa tykt i hele det Sund, at det kan træffe sig den Gang, man har ondt ved at ro derigjennem og behøver hverken Garn eller Krog, men kan øse Fisken op med de bare Hænder.

Skaane ligger ud i een Strækning, men Halland og Bleking skyde ud derfra hver til sin Side, ligesom man kan se to Grene paa et Træ, og slynge sig vidt fra hinanden, den ene til Norge og den anden til Gotland. Ved Bleking er der ellers en stor Mærkværdighed, en Klippe nemlig med en Vej over, der er ligesom bestrøet med underlige Tegn og Bogstaver. Der løber nemlig en Fjældsti lige fra den søndre Kyst ind i Værende-Vildmark, og langs ned begge Sider, et lille Stykke fra hinanden, gaa der to Render, og overalt ligesom besaaet med Tegn, der aabenbar skal være en slags Skrift, thi uagtet Stien gaar bestandig op og ned, snart højt paa Fjæld, snart dybt i Dal, saa kan man dog tydelig spore, at Bogstaverne gaa bestandig ud i en Række. Dette syntes Kong Valdemar, Hellig-Knuds velsignede Søn, var en underlig Ting, og fik Lyst til at vide Udtydningen derpaa, hvorover han udskikkede sine visse Bud, som skulde berejse den Klippe, se vel til, at de kunde opspore alle de Tegn der var, og skjære dem ud i Stokke, som de stod, til Punkt og Prikke; men de kune ingen Mening faa ud af det hele, fordi Ridserne vare udslidte dels af Vandløb og dels af Fodtraad, saa Stregerne løb i hinanden og forvildede Læseren. Heraf ser man, at selv hvad man indgraver i Stenen saa fast, kan dog i Tidens Længde af Vandløb og Regnskyl udslettes.

Det var nu om Dannemark, men eftersom dette Rige, baade ved sin Beliggenhed og Folkets Tungemaal, er nær paarørende med Sverrig og Norge, saa vil jeg med det samme tale et Par Ord om deres Vilkaar og Lejlighed.

Disse Lande ligge da op imod Nordpolen, under Nordstjærnen og Karlsvognen og strække sig længst mod Norden lige ind i Snekredsen, saa højere oppe kan ingen bo eller bjærge sig, for den ulidelige Frost og Kulde, som raser i de Landemærker. Norge har desforuden, som Naturens Stifbarn, et grumt og sørgeligt Udseende, med de uhyre Stenblokke, bratte Klipper og nøgne Fjelde, hvoraf det er omringet; men det er mærkværdigt, at øverst oppe i det Land gaar Solen somme Tider slet ikke ned, saa man kan sige, den er der for stolt til at hænge i Klokkestrængen, og vil vise, at den kan holde ud at skinne baade Dag og Nat.

Vester ud fra Norge, midt i det vilde Hav, ligger der en Ø ved Navn Island, hvor man knap skulde vente at finde Folk, men som er ret et Vidunder, efter de sære og utrolige Ting at regne, man veed om den at fortælle. Der skal saaledes være en Kilde med et rygende Vand, som er i Stand til ligesom at forgjøre hvad det skal være, saa at hvad der befugtes ved Dampen af det Vand, bliver saa haardt som en Sten. Det er da ikke at spøge med, og ihvorvel det falder utroligt, at der kan sidde saadan en Stivelse paa Lur i det bløde, rindende Vand, saa er det dog ikke værd at forsøge, thi hvad der kommer i Dampen, kan vel beholde sit Udseende, men bliver dog, som sagt, i Grunden forstenet. Der skal ogsaa være nogle andre Kilder, som har den Særhed ved sig, at snart bugne de ganske umaadelig og sprøjte højt op i Vejret, ligesom man kan se et Springvand, og saa flade de igjen lige saa umaadelig og synke rent ned i Jorden; snart kan man ikke komme dem nær uden at oversprøjtes af det hvide Skum, og snart kan man stirre sig blind, før man finder dem. Paa samme Ø ligger ogsaa Bjærget Hekkenfeld, der har samme Vane som Ætna og helmer aldrig med at syde og brænde i sit inderste, og spy og sprude Ild og røde Luer ud af sig. Det holder jeg for et stort Vidunder; thi hvem skulde tænke, at et Bjærg, der ligger i Sne og Is, skulde endda kunne have det saa hedt og aldrig kunne faa Has paa sin Ild.

Det er ogsaa underligt med den utrolige Mængde Drivis, som til sine visse Tider hjemsøger Landet, thi naar den første Gang støder dundrende paa Klipperne, da er det, som om de svarte med hule Drøn, thi da hører man, fra Dybet af, et underligt Brøl og ligesom klynkende Stemmer, hvorfor man i gamle Dage har bildt sig ind, at det var onde Menneskers Sjæle, som her i den ulidelige Kulde fik deres Straf. Men, hvad der tilgavns maa forundre og forbause, er hvad man fortæller, at om man ogsaa hugger et Stykke af den Is og tøjrer den nok saa fast, kan man dog ikke forhindre det fra at følge med, naar det øvrige bryder op, saa det maa have en ganske besynderlige Sammenhæng med den Is, som ingenlunde vil skilles ad og lader sig ikke det mindste afkorte i, hvad der saa at sige, hører til dens Legeme. Der er ogsaa en andens Slags Is inde i Landet paa Klipper og Bjærge, som man siger for vist, skal alt imellem kaste sig, saa der vendes op og ned paa hele Skruen, og som et Bevis derpaa fortæller man, at nogle Skiløbere styrtede engang ned i et Gab paa Isen og bleve kort efter fundne døde ovenpaa Isen, uden at der var den mindste Sprække at se; thi deraf vilde man slutte, at Isen maatte have vendt sig. Efter hvad Rygtet siger, skal her ogsaa være en Kilde, som man kun behøver at smage Vandet af, for at drikke Døden i sig lige paa Timen, som om man drak den dødeligste Forgift; ligeledes nogle andre Kilder, hvori Vandet har Smag efter Øl; fremdeles en Slags Ild, der skyer Hør og brænder Vand, og endelig en Sten, der uden at noget rører ved den, ligesom af sig selv drejer sig som Bjærg-Toppene.

Dog, for nu at komme til Norge igjen, som vi maa betragte lidt nøjere, da skal man vide, at det støder mod Østen til Sverrig og Gotland, men ligger mod Syden og Vesten ud til det vilde Hav, og i Norden vender det imod et Land, som ingen veed Navn eller Grænser paa; thi det er ikke et Land med ordentlige Mennesker, men er fuldt af et eget besynderlig Slags Utydsker, og det er skilt fra Norge ved en stor Havbugt, hvor der er en vanskelig Sejlads, saa de ere gode at tælle, som kom igjen med holden Rejse.

Havets Løb er nemlig saa, at til højre overskjærer det Dannemark og slaar en Bugt sønden om Gotland; til venstre derimod gaar det op norden om Norge, bredt øster ind, og ender sig i en Krumning, som vore Forfædre kaldte Gandvig. Imellem denne Gandvig og Bugten sønder fra er der kun et kort Stykke Vej, og var det Skillerum ikke blevet af Naturen sat op, som et Bolværk imod Bølgerne paa begge Sider, da havde de gjort Sverrig og Norge til en Hel-Ø. I disse nordostlige Egne bo Skridt-Finnerne, et Folk som er udlært i at bruge et eget Slags Skøjter, og paa dem kan disse Vild-Skytter vinde op ad de stejleste Klipper. Intet Bjærg stikker saa højt i Sky, at de jo med Tid og Lejlighed kan naa Toppen, thi de veed at bære sig ganske listig ad: løbe fra neden af immer paa skraa, og krydse sig immer i Bugter og Sving og Sneglegange, lidt efter lidt fra Fod til Top. Dyreskind er alt hvad de har at sælge, og dem kjøbe Nabo-Folkene af dem.

Hvad nu endelig Sverrig angaar, da støder det mod Vesten til Dannemark og Norge, mod Sønden, og for en stor Del mod Østen, til Havet, men grænser dog ogsaa østlig til et Land med mange, og det helt forskjellige, barbariske Folk.

I gamle Dage maa Dannemark være blevet bebygget og opdyrket af et Slags Jetter, thi det kan man se paa de uhyre store Stene over Grav-Kjældrene og Jette-Stuerne; og vil nogen tænke, at de kunde komme derop uden ved uhyre Kræfter, da betragte han kun bare somme af vore Bankers Højde, og se saa, om han kan sige os, hvem der vel ellers skulde sat de Stenblokke paa Toppen; thi hvem der vil bruge sin Eftertanke, kan jo dog begribe at den Sten, man ikke kan løfte, maa man lade ligge, og kan da Folk, som de falde nutildags, med de Kræfter og Redskaber de har, enten slet ikke eller dog knap nok, vælte saadan en Sten paa jævn Jord, saa lode de vel være at trille den op ad de høje Bakker. Uvist er det derimod, om de Jetter, som endnu efter Syndfloden fandtes paa Jorden, har været Mestere for det Stykke Arbejde, eller det forskriver sig fra andre Folk med særdeles Legems-Kræfter men hos os har man gjættet paa de Folk, som endnu skal bebo den utilgængelige, stenede Udørk, som vi talte om før, thi deres Legemer skal være et slags Vende-Kaaber, saa de kan gjøre sig synlige og usynlige, smaa og store, efter Behag; men det er da, som sagt, et Land der ikker er at løbe til, og hvor mangen skal rose sig af at have været og være kommet helskindet hjem.

Dette maa være nok herom, og nu kommer jeg til hvad jeg egentlig vilde fortælle.



Project Runeberg, Fri Dec 14 20:58:58 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/saxo/saxo03.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free