Vel i Skind, men ej i Sind var Skjold en Søn af Lotter, thi lige fra sin første Ungdom af gik han en ganske anden Vej, traadte ikke i sin Faders skammelige Fodspor, men slægtede sin herlige Bedstefader paa, og her kan man med Rette sige, Bedste-Fars Arv er Ættens Tarv. Alt i sin Ungdom blev Skjold berømt derved, at han fik Bugt med et vildt Udyr, og den forunderlige Hændelse maa man vel kalde et Forvarsel for hans følgende Heltebedrift. Hans Formyndere, som optugtede ham kongelig, havde nemlig, engang i hans Drenge- Aar, givet ham Forlov til at følges ud med Skytterne og se paa Jagten, og da hændte det sig, at en usædvanlig stor Bjørn kom ham imøde, men uagtet han var vaabenløs, var han dog ikke raadvild, men bandt Bjørnen i sit Bælte, til hans Stalbrødre kom og gav den sti Livsbrød. Omtrent paa samme tid skal han i kreds have nedlagt adskillige særdeles tapre Kæmper, hvoriblandt to saare navnkundige, nemlig Atle og Skate, og da han gik i sit sextende Aar, var han saa stor og stærk, at man skulde have ondt ved at finde hans Mage.
Af Skate, som var Høvding i Allemannien, blev han budt ud, fordi de bejlede begge til een Brud, som hed Alvilde og var saa dejlig en Jomfru, som nogen vilde se for Øjne, og om hende sloges de da i Nærværelse af deres Krigshære, men Skate maatte bukke, og med ham faldt Modet paa hele hans Krigshær, saa Allemannien blev Dannemark statsskyldigt. Saaledes overgik da Skjold i Mod og Manddom vidt sin Alder og vovede saadanne Kæmpedyster, som man knap skulde tænkt, han i de Aar havde havt Mod til at se paa; saa at naar der var nogen Skam i de ønskindede Karle, der hendrev deres Manddoms-Aar og ødelagde sig selv i Sus og Dus, da maatte de dog skamme sig og lære af ham at beflitte sig paa en Haandtering, som Dannemænd kunde egne og anstaa. Dog, det var ikke blot i Vaabengny, at Skjold havde Hjærtet paa det rette Sted, thi hvor det gjaldt om Livsaligheden, stod han og i Spidsen, og vandt ved sin Gjævhed igjen den Kjærlighed hos Folket, som hans Fader ved sine Udyder havde forspildt. Han afskaffede ubillige Love og satte gode isteden, og al hans Digten og Tragten gik derpaa ud, hvorledes han bedst kunde hjælpe sit Rige paa Fode, thi det var hans Mening, som det var hans Ord, at Kongen er sat til at sørge for Landet og glemme sig selv. I Naade og Gavmildhed, saa vel som i Mod og Manddom, gjorde han al Verdens Kongen Rangen stridig; thi af sit Skatkammer betalte han sine Undersaatters Gjæld, husvalede de syge og hjalp de betrængte til Rette, og sine Kæmper gav han ikke blot Kost og Løn som den bedste, men lod dem ogsaa i Krig beholde alt Byttet, thi han plejede gjerne at sige: Kongens er Prisen og Pengene Kæmpens!
Fordi nu Skjold saaledes viste, at der var en herlig Aand i ham, saa have alle Dannemarks følgende Konger beholdt hans Navn og ladet sig kalde Skjoldunger. Imidlertid gav han dog een Forordning, som ej er at rose; thi da en af hans frigivne Trælle blev overbevist om hemmelig at staa Kongen efter Livet, befalede han, at alle Frigivne skulle være Trælle igjen, som om det var Ret at lade dem alle bøde for den enes Brøde!
Vi hørte før, at der var en dejlig Jomfru, som Skjold sloges for med Skate; hende tog han til Ægte, da han havde fældet sin Medbejler, og af dette Ægteskab blev født en Søn, der kom til at hedde Gram, og skulde ikke lyve sig Fader til, thi han var i alle Maader Skjold op ad Dage. Baade i Henseende til Sjæl og Legeme havde han og alle de Egenskaber, man helst maa ønske sig, og brugte dem saa vel, at han vandt sig udødelig Ære; ja, hvor højt han stod anskrevet hos Efterkommerne, ser man deraf, at i de ældste danske Viser er det som en stor Æresbevisning, naar en Konge kaldes Gram. Særdeles var han berømt for sin Haardførhed og store Færdighed i alle Legemesøvelser, og han var især en Fægtemester, som forstod sin Kunst, enten det saa kom an paa at hugge til eller bøde af.
Først giftede han sige med sin Fosterfader Roars Daatter, som var hans Patte-Søster, og det kan man sige var kongelig betalt for hvad hun havde mistet; men siden overlod han hende til Besse, en af sine tro Mænd, som havde forskyldt meget godt af ham, thi han var ham saaledes til Rygstød og Bistand i hans Kæmpedyster, at det er et Spørgsmaal, om Gram havde sin egen eller Besses Tapperhed mest at takke for al den Ære og Pris, han vandt.
Engang hørte Gram fortælle om Gro, en svensk Prinsesse, at hendes Fader Kong Sigtryg havde lovet hende bort til en Jette, og han blev saa harmfuld over, at en Konge-Daatter skulde have saa tynd en Lykke, at han gik til Sverrig med sine Kæmper, og satte sig for, som en anden Herkules, at prøve Styrke med Uhyret. Saasnart han nu kom til Gotland, klædte han sig ud med Bukkeskind om Benene og en stor Pels af forskjellige Dyrehuder, for at sætte Skræk i hvem han mødte., og da han nu tillige gik med en stor, svær Kjølle i Haanden, saa han livagtig ud, som han kunde været en Jette. I den Klædedragt mødte han i en Skov Gro selv, som kom ridende med nogle faa Terner og vilde hen til en Sø, hvor hun plejede at gaa i Bad. Hun tænkte, det var hendes Fæstemand, og paa Kvindevis blev hun saa angest og bange for det fæle Syn, at hun tabte Tøjlen og skjælvede fog bævede over hele sit Legeme. Alt som hun sad, sagde hun ved sig selv, paa sit Maal, som der staar i Visen:
Skuffer Synet mig ej,
kommer lang, kommer bred,
vist den Jette saa led
nu, og mørkner min Vej.
Dog og stundom paa Skrømt
Helten fin og berømt
skaber ud, hyller ind
sig som Vildlap i Skind.
Besse.
Raske Mø paa Ganger let,
gjør nu som jeg beder;
sig med Sandhed om din Æt,
glem ej hvad du hedder!
Gro.
Konge er min Fader god,
rundet op af Kæmpe-Rod,
blinket har hans blanke Sværd
tit med Held i Herre-Færd;
af hans Daad gaar vide Savn,
Gro, det er hans Daatters Navn;
sig mig nu:
hvem og hveden est vel du?
Besse.
Besse jeg hedder med Ære,
Banner og Sværd kan jeg bære,
for mig i Felten man gruer,
Fjender jeg smækker som Fluer,
sjælden fra Valen jeg flytter min Fod,
før jeg kan vade i Blod.
Gro.
Hvem mægter at styre
og raade de Fyre,
der hugge saa drøjt?
For hvem bæres Banner saa højt?
Hvem kjende I Karle paa Land og paa Strand
i Leding for Herre og Høvedsmand?
Besse.
Med Lykken vi følge,
paa Land og paa Bølge,
den stovte Kong Gram;
for ingen han viger,
men Kæmper og Riger
maa bukke for ham.
Hvor Pilene suse,
hvor Bølgerne bruse,
hvor Hjælmene knage,
hvor Luerne brage,
der, Guld-Mø, giv Agt!
der gaar uforsagt
den Høvding saa kry,
hvis Banner vi løfte i Sky.
Gro.
Sejler, I Svende,
hjem med en Fart!
ellers I ende
ynkelig snart;
kommer med Hær
Sigtryg jeg nær,
flux han jeg knytter om Kværke
Rebene stærke,
hænger jer op
højt i Top,
ler, naar han ser, at I smager
Ravne og Krager.
Besse.
Hillemænd, hillemænd;
nu, et godt Ord igjen!
Gik alt som du vilde,
gik os det kun ilde;
men ellers din Fader skal vogte sig vel,
at hovedkuld ikke han rejser til Hel;
thi heller paa ham
den vældige Gram
dog Halsen vist knækker,
var og den af Sten,
end her han nu lægger
saa brat sine Ben!
Dannemænd aldrig for Svenskere grue,
om de og mylre, som Myrer i Tue.
Gro.
Mig huer Salen
bedre end Valen,
hjem vil jeg ty
og, medens Sværdene lyne,
være af Syne,
sidde paa Fæderne-Borgen i Ly
Eder paa brusende Bølge
Døden forfølge,
om I og Sværdet undfly!
Besse.
Gid du med Glæde
gange til Sæde
i dine Fæderne-Sale!
Ønskerne lede
vi os frabede,
Galde med godt vi betale.
Sjældnere vender i Luften sig Vind,
end som paa Tærskelen Pigernes Sind;
sure i Gaarden og søde i Borgen,
kimse i Dag de og kysse i Morgen.
Nu var Gram kjed af at staa og tie, og gav sig i Snake med Jomfruen, men tog Tonen saa grovt, som han kunde, saa man snarere sig, han brølede, end at han snakkede.
Gram.
Vær hun kun slet ikke bange, mit Barn!
og tænk ikke, jeg er et Skarn;
Jetten, min Broder, ved mig sender Bud
til sin tilkommende dejlige Brud,
men vil hun ha'e mig, er det Hip som Hap,
min Broder hedder Grip, og jeg hedder Grap,
Bliv hun kun ikke saa bleg om Næsen!
det barske, det ligger kun saa i mit Væsen;
mit Hjærte er ømt, derpaa kan hun lide,
og jeg vil af intet Favnetag vide,
uden jeg mærker først, at hun
elsker mig ret af Hjærtens Grund.
Gro.
Splittergal jeg maatte være,
førend jeg fik Tusser kjære;
ikke selv den værste Skjøge
vilde Seng med Jetter søge.
Hils dig selv, og hils din Broder;
Tusse-Brud og Trolde-Moder
være Hexe, ikke jeg!
Andre efterhige knap
Mødding-Kys og Tjørne-Klap,
hvile vist ej Silke-Kind
paa et børste Svine-Skind!
Hvor Naturen sig oprører,
nødig man om Elskov hører,
og det skal vist aldrig fejle;
Piger le, naar Tosser bejle.
Gram.
Betænk dog, Barn! jeg er berømt i Krig
for Tapperhed, og jeg tilbunds er rig.
Min Haand har bøjet mangen Nakke stiv,
og stærke Konger skilt ved Land og Liv.
Her er en Guldring, se hvor den kan glo!
Giv hun mig nu sit Hjærte og sin Tro!
saa skal den Ring os fæste evig sammen,
vort Bryllup holde vi med Fryd og Gammen
og leve saa som Blommen i et Æg!
Med det samme han sagde disse Ord, skjød Skjælmen sin Jette-Ham, og stod for Jomfruen som den dejligste Karl, hun vilde fæste Øjne paa. Var hun bange før, da blev hun dristig nu, thi nu tog hun med begge Hænder imod Fæstens-Gaven og lod sig baade kysse og klappe for et godt Ord.
Der Gram nu drog videre, mødte ham nu to Skov-Røvere, som laa paa Lur ved Landevejen, og de vare saa gridske paa Byttet, at de, uden at se sig for, foer ind paa ham som glubende Ulve, men han saae sit Snit og slog dem som to Fluer med eet Smæk. Nu kan man sagtens vide, det var ikke for Svenskernes, men for sin egen Skyld, han gav de to Stimænd deres Livsbrød, men hvor højt han elskede Svensken, og hvor bange han var for at gjøre sine Fjender en Tjeneste, det beviste han paa en mærkværdig Maade, ved det han rejste de døde Kroppe op til et Træ, saa det kunde livagtig lade, som de stode der lysvaagne endda. Det var da hans Agt, at de, som ikke længer kunde slaa til, skulde i det mindste true og, som et Slags Gjengangerne, kyse Livet af Svenskerne, saa Vejen omtrent blev lige farlig. I øvrigt, saa, da han havde hørt af Spaamændene, at "intet uden Guldets Magt, Sigtrygs Liv var underlagt", saa fandt han paa at lade sin Kjølle beslaa med Guld, og paa den Maade lykkedes det ham, da de kom hinanden under Øjne, at slaa Kong Sigtryg ihjel. Om denne Heltegjerning skal Besse have gjort en ganske kjøn Vise, der lyder omtrent som saa:
Det var Kong Gram hin haarde
alt med sin Kjølle god,
han uden Skjold og Kaarde
gik Svenskeren imod;
den Kjølle kom for Orde
i Kamp Besked den gjorde
som baade Sværd og Skjold.
Med Himlen sig beraadte
den Danne-Konning flink,
og den Forstand han satte
at følge Skjæbnens Vink;
Kong Sigtryg sank for Guldet,
og med ham sank i Muldet
af Sverrig Lyst og Glans.
Det Krigspuds, vil jeg sige,
fortjener vel en sang,
det kalder man at krige
med Klem, med Glans og Klang;
ja, kastet over Ende,
maa Svensken selv bekjende;
det var et dejligt Slag!
Naar Sværdet ej vil bide,
og Jærnet er forbudt,
da skal med Guld man stride,
saa vorder Fjenden skudt
og kan sig ej beklage;
han faldt i gyldne Dage
og fik en ædel Død!
Herefter skal man hædre
end mer det røde Guld,
thi aldrig før det bedre
har blinket over Muld;
naar man det højest priser,
det kaldes skal i Viser;
Dan-Kongens Kjølle-Glans.
Der nu Gram havde faaet Kong Sigtryg ryddet af Vejen, havde han nok Lyst til at beholde Sverrig, og, da han mistænkte Svarin, Høvdingen i Gotland, for at have Øje paa Thronen, saa bød han ham ud og nedlagde ham i Tvekamp. Dermed var imidlertid Sagen ingenlunde afgjort, thi nu kom alle Svarins sexten Brødre, hvoraf de syv var ægte, og vilde hævne Skade, og det var en haard Dyst for Gram, men han fik dog gjort Kaal paa hele Klatten.
Samme Lykke som disse havde ogsaa Ring, en Sællandsfar af høj Herkomst, som gjorde Oprør og stræbte at faa hele det danske Folk i Ledtog med sig. Sagen var den, at da Kong Skjold blev ældgammel, syntes han, det var baade bedre og mageligere at dele Krone-Byrden med sin Arving, end nu, da han gik paa Gravsens Bred, at ville udmatte sig ved at bære den ene. Derfor tog han Gram til sin Medhjælp, og det tog Ring fortrydeligt op, thi han syntes vel, at den ene var for grøn om Hagen og den anden for graa til at gjøre Ære ad, og han mente i alt Fald, at den ene var for ung og den anden for gammel til at gjøre ham Modstand, og sagde rent ud til Folket, at ingen af dem duede til at være Konge, da den ene var et Barn, og den anden gik Barndom. Ring havde imidlertid regnet fejl, thi Kongerne stode sig, og han gik til Grunde, og heraf kan man lære, at Mod og Manddom er ikke bundet til Aars Tal.
Blandt Grams øvrige Bedrifter, som ej vare faa, maa vi endnu lægge Mærke til de Omstændigheder, han havde med Kong Sumle i Finland. Først, da de laa i Krig med hinanden, fik Gram et godt Øje til hans Daatter, Signe, ombyttede Sværdet med den røde Manglestok, bejlede og fik Ja, paa det Vilkaar, at han skulde forskyde sin forrige Dronning; men imidlertid havde den norske Kong Svip-Dag voldtaget baade hans Søster og hans Daatter, og imens han nu af alle Kræfter stræbte at hævne den Beskjæmmelse, gik Sumle hen og fæstede sin Daatter til Kong Henrik i Saxen. Aldrig saa snart fik Gram den Tidende at spørge, førend han i al Stilhed skyndte sig fra Lejren over til Finland, og heraf ser man, at naar det kom til Stykket, holdt han dog mer ad Pigen end ad Krigen. Han kom netop til Bryllups, men han var reven og pjaltet klædt og satte sig paa Dørtærskelen som en selvbuden Gjæst. Da man nu spurgte ham, hvad godt han havde at føre, svarede han, at han havde ingen Ting hos sig, uden den Kunst at helbrede Folk, og siden, da alle Gjæsterne havde faaet en Taar over Tørsten, og vare dygtig højrøstede over Borde, laante han Bruden et Par Øjne og gav sin Vrede Luft i en Vise, hvori han heller hverken glemte at rose sig selv eller at skjælde og smælde paa vægelsindede Piger. Visen skal gjerne have lydt saalunde:
Otte, dem stak jeg paa Spid,
ene om Værket, men Gammen,
nu jeg i samme god Tid,
huggede sønder og sammen.
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Svarin stak Næsen i SKy,
laved' sig kongeligt Sæde,
har dog kun Kronen in Ny,
tabte sit Hoved i Næde.
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Dybt haver drukket mit Sværd
Blod af saa mangen en Bolle,
rødmusset blev det af hver,
Bollerne blegnede kolde.
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Sværde maa synge for Lig,
Hjælme, som Stjærneskud, segne;
ingen skal sige om mig,
han saa mig hæve og blegne.
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Mig haver Signe forskudt!
mig har en Pigelil saaret!
Ære og Tro har hun Brudt,
fremmede Ungersvend kaaret!
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Saa gjør de Piger en Haad,
Mø tager Kæmpe ved Næse,
flygtige, løse paa Traad,
vendes som Vindene blæse.
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Alt som paa Hjul og paa Vind,
saa er paa Piger at bygge,
hvem er saa trofast i Sind,
at ej med Ny kommer Nykke!
En Kjærning er en Kjærning
og en Mand en Mand.
Med det samme, Visen var ude, fløj Gram op af Sædet og slog Hovedet af Henrik, som han sad i Vennelag over Borde, Slog ned af Gjæsterne for Fode, snappede sin Fæstermø fra Brudekvinderne og sejlede sin Vej. Saaledes kom da Bryllupsgjæsterne sig Ligbegængelse, og det var en Lærestreg til Finnerne, saa de ikke herefter skulde lystes ved at gaa imellem Bark og Træ.
Det blev imidlertid Gram en dyr Rejse, den samme, thi da han siden vilde have sin Krig frem mod den norske Kong Svip-Dag, som havde beskæmmet hans Søster og vilde forført hans Daatter, da kom Saxerne denne til Hjælp med en stor Hob Folk, ikke fordi de havde ham saa Kjær, men for at hævne Konge Henriks Død, og Gram maatte bide i Græsset.
